Minister: Alarmerende, at minkvariant har ramt personer udenfor branchen

Fødevareminister Mogens Jensen kalder det alarmerende, at personer uden tilknytning til minkerhvervet har fået konstateret coronavirus, der kan ledes tilbage til mink.

Det er i sig selv alarmerende, at personer helt uden tilknytning til minkerhvervet er blevet smittet med coronavirus af den variant, der ledes tilbage mink.

Det mener fødevareminister Mogens Jensen (S), som nu forholder sig til det ministersvar fra tirsdag, hvor det fremgår, at mindst fire personer uden tilknytning er smittet med minkvarianten.

Det er i den forbindelse vigtigt at understrege, at der sandsynligvis er tale om flere end de fire, da det langt fra er alle positive coronatests, der bliver nærmere undersøgt for, hvilken variant der er tale om.

"I regeringen vægter vi folkesundheden meget højt, og derfor lytter vi nøje til de anbefalinger, vi får, fra vores sundheds- og veterinærmyndigheder, og ifølge Statens Serum Institut kan netop denne virusform i værste fald risikere at sætte hele det vaccine-program, der lige nu er lyset for enden af mørket, i alvorlig fare. Derfor tager vi situationen meget alvorligt", siger fødevareministeren i en skriftlig kommentar til Landbrugsavisen.dk.

aflivning hviler på anbefalinger

Det relativt lave antal af personer udenfor minkbranchen, der er smittet med minkvarianten, har fået oppositionen til at kritisere regeringens minkstrategi.

Både Venstre og Danske Folkeparti mener, at truslen fra mink mod folkesundheden er lavere, end regeringen påstår, og derfor bør aflivningen af mink stoppes.

Dette afviser Mogens Jensen.

"Beslutningen om at aflive smittede mink og mink inden for sikkerhedszonen hviler på veterinær- og sundhedsmyndighedernes faglige vurdering og stærke bekymring i forhold til det store og hastigt voksende reservoir af smitte, som desværre har udviklet sig i minkbesætninger på trods af de beskyttelsestiltag, som regeringen indførte i juli og september måned", lyder det i kommentaren, der fortsætter:

"Jeg savner fortsat at se et konkret forslag fra Venstre på, hvordan Venstre mener, vi skal håndtere den meget alvorlige situation med smitte i minkbesætninger, eller hvor det er, Venstre mener, at regeringen bør se bort fra sundhedsmyndighedernes vurdering af situationen".

Emneord

coronavirus mink

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle