Vi havde købt 60 danske køer, som vi måtte sælge igen

Familien De Boer har udvidet mere, end de må efter reglerne

Alt er nærmest perfekt på familien De Boers ejendom. Stalden er ny, køerne ser godt ud, gulvene hos køerne er så rene, at man næsten kan gå der med sko, og desuden rillede, så de er helt tørre. Og udenfor er der fliser overalt.

Alligevel har de nye hollandske miljøregler været tæt på at sætte dem skakmat.

»Vi overvejede at sætte køerne ud for et par år siden og i stedet satse på kartofler«, fortæller far og søn i familien. Kartoflerne udgør i dag 35 procent af indtægterne, men den andel kan man godt forestille sig bliver større i de kommende år. For det bliver stadig dyrere at producere mælk i Holland.

De Boers måtte sælge 60 køer, de havde købt i Danmark, for ikke at komme over grænsen for, hvad de havde af dyr i 2015.

De malker 310 køer, har 50 goldkøer og gennemsnitsydelsen er omkring 10.000 kg mælk. Men i de seneste år er ydelsen gået i stå, efter at der er kommet flere køer.

Købte nabogården

Familien ejer også nabogården, som de købte, fordi det var en mulighed for at komme til at malke flere køer.

Gården købte de i 2014. Skal de udvide yderligere, skal det også ske gennem opkøb af jord. Ud over det skal de betale for fosforrettigheder. Det betyder, at de skal betale for at udlede fosfor – 74.400 kroner pr. ko, der skal betales over fem år. Uden jord kan landmanden ikke købe fosforrettigheder, så investeringen i jord er en nødvendighed for at få flere køer.

Kamp for højere ydelse

Familien De Boer vil gerne have ydelsen op ligesom andre hollandske mælkeproducenter.

Nøglen til højere ydelse ligger især i bedre grovfoder. Det har familien gjort sig klart.

To ting er afgørende for bedre grovfoder: En kortere snitlængde på det græs, som er så vigtig en del af den hollandske fodring af køer. Og en bedre blanding af foderet i foderblanderen.

Det sidste er familien til dels selv herre over. Det første kræver samarbejde med maskinstationen, og det er en udfordring.

»Vi har bedt maskinstationen om at snitte græsset finere. De har også prøvet, men de er ikke vant til det, og de snitter med det samme sæt knive, som de bruger til majs. Vi kunne bede en anden maskinstation om at lave arbejdet, men det er svært at finde andre maskinstationer. Der er nemlig for få maskinstationer i Holland. Så hvis vi stiller for skrappe krav, vælger maskinstationen os måske bare fra«.

De Boers køer ligger i sand. Familien Hagtings køer ligger - som mange andre - i fiberstrøelse. Også det kan snart vise sig at være fortid: »Campina har meddelt, at de i fremtiden ikke ønsker mælk fra køer, der ligger i fiber«, siger de.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle