VSP: Vi arbejder på at få løst problemet med zink og kobber

VSP-direktør Claus Fertin betegner forekomsten af zink og kobber i landbrugsjorden som problematisk, men han ser ikke et akut problem. Videncenter for Svineproduktion ønsker flere undersøgelser og peger på blodplasma som en mulig løsning.

Høje kritiske niveauer af zink og kobber i landbrugsjorden, hvor der udbringes svinegylle.

Det er konklusionen i den rapport, som DCE ved Aarhus Universitet publicerede i mandags.

Rapporten påviste blandt andet, at indholdet af zink i en række tilfælde har nået et kritisk niveau, som i sidste ende kan føre til fx resisterende bakterier.

Hos Videncenter for Svineproduktion er problematikken med zink og kobber, der tilsættes i smågrisenes foder for at undgå diarre, en velkendt problematik. Forbruget af tungmetallerne er steget - ikke mindst fordi antibiotika, der har samme positive virkning over for diarre som zink, er blevet reduceret kraftigt. Det bevirker, at der benyttes mere zink i svineproduktionen.

Udmeldingerne fra den nye rapport får ikke Claus Fertin til at ryste på hånden.

»Der er et problem. Men kigger man på tallene, så er der ikke et fagligt grundlag for at sige, at vi har et akut forureningsproblem. Vi skal 20, 30, 50 eller 100 år frem, før vi er der. Men når vi udbringer 10 gange så store mængder zink og kobber, som planterne kan optage, så har vi en ubalance, som vi skal have ændret på,« siger han og fortsætter:

»Det er utrolig vigtigt, at man ikke farer ud i panik og ændrer grænseværdierne for tildeling af zink og kobber i svinefoderet uden et fagligt funderet grundlag for, hvilket niveau der er skadeligt,« siger Claus Fertin, der understreger, at landets svineproducenter i forvejen holder sig et pænt stykke under de grænseværdier, som EU har udstukket for området.

Minister ind i sagen

Hos VSP er der opbakning til, at miljø- og fødevareminister Eva Kjær Hansen er gået ind i sagen for at få området yderligere belyst.

Imens sætter Claus Fertin sin lid til, at erhvervet selv kan finde løsninger, der kan dæmme op for problemet.

»Vi har konkrete forsøg i gang med blodplasma. Men vi har et dilemma, fordi vi er forsigtige med blodplasma, der potentielt kan være forurenet og smittet med PEDv,« forklarer han.

VSP ønsker ikke en løsning i form af mere antibiotika, fordi det er lykkedes at komme ned på et lavt internationalt niveau.

Faktaboks

Rapport

  • I mandags udsendte DCE ved Aarhus Universitet en rapport, der viste, at mængderne af zink og kobber er stigende på de marker, hvor der tildeles svinegylle.
  • Miljø- og fødevareminister Eva Kjær Hansen har bebudet flere undersøgelser.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle