AP Pension investerer 375 mio. kr. i landbrugsjord

FirstFarms vil sælge jord i Rumænien til AP Pension - der herefter lejer den ud til landbrugsselskabet. Herudover vil AP Pension tilkøbe yderligere jord.

FirstFarms A/S og AP Pension har i dag underskrevet et letter of intent med henblik på at indgå aftale om AP Pensions investering på 375 mio. kr. i de af FirstFarms A/S i Østrumænien drevne landbrug, melder de to selskaber i en pressemeddelelse.

Det sker efter en model, som ligner de aftaler, AP Pension har indgået med flere danske landmænd.

Aftalen indebærer, at FirstFarms A/S sælger sit selskab i Østrumænien med 3.000 hektar landbrugsjord og tilhørende bygningsmasse til AP Pension. Maskinparken beholder FirstFarms A/S, idet den også fremover skal anvendes til driften af jorden.

Jord og bygninger lejes fremover af FirstFarms A/S for en 10-årig periode med mulighed for forlængelse og forkøbsret ved eventuelt aftaleophør.

FirstFarms A/S vil få frigivet omkring 125 mio. kr. Siden vil AP Pension købe ekstra jord, som de vil leje ud til FirstFarms.

Søren Dal Thomsen, adm. direktør for AP Pension, mener, at jordpriserne i Rumænien stadigt kan stige fra det nuværende niveau. Jordpriserne i andre europæiske lande ligger på niveauer, der er op til 7-8 gange højere, og dette retfærdiggøres langtfra af udbytteforskelle og klimaforhold, lyder AP Pensions analyse.

"Vi har til hensigt at købe jord i Rumænien fordi vi mener, at der er et stort potentiale for værdistigning på jorden. Planen er at tilkøbe yderligere jord i tilknytning til denne jord, som vil være værdiskabende. Mens vi arbejder på dette, får vi et løbende afkast i form af jordleje fra FirstFarms. Når aftalerne er endelig på plads vil det være en langsigtet investering for vores kunder, som vi forventer vil give et attraktivt risikojusteret afkast," siger Søren Dal Thomsen. 

Søren Dal Thomsen pointerer desuden, at FirstFarms har bevist, at de kan køre en profitabel drift i Østrumænien - selv i et år med vanskelige dyrkningsforhold.

FirstFarms A/S og AP Pension vil i fællesskab identificere yderligere jord, som kan indgå i samarbejdet.

FirstFarms vil investere frigivet kapital

For FirstFarms giver den frigivede kapital mulighed for at investere i andre områder.

"Det planlagte samarbejde med AP Pension vil give os mulighed for at accelerere vores ambitioner om at opnå flere stordriftsfordele, som er vigtigt for at give et fornuftigt afkast til vores aktionærer. Det har vi allerede vist, at vi kan gøre i blandt andet Østrumænien - men vi kan gøre endnu mere. Bestyrelsen vil således løbende evaluere hvordan den frigjorte likviditet bedst kan anvendes i vores ejeres interesse på længere sigt," siger Anders H. Nørgaard.

Ingen yderligere aftaler på tegnebrættet

FirstFarms A/S har stadig et selskab i det Vestrumænien og et selskab i Slovakiet.

"Vi har heller ikke planer om et yderligere salg af jord og bygninger," siger Anders H. Nørgaard.
 
Dermed ejer FirstFarms A/S stadig, foruden lejekontrakter, 2.200 hektar jord med tilhørende bygningsmasser, maskiner og malkekvægsbesætning.

Selskaberne forventer, at aftalen er på plads inden for 2-3 måneder, når sædvanlige forbehold er opfyldt herunder tilfredsstillende due diligence.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle