Donald Trump: USA bør droppe frihandel

Donald Trump kan stoppe frihandel, hvis han bliver USAs præsident.

Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, foreslår i et interview med NBC, at USA kan trække sig ud af Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvis han bliver valgt som præsident.

Det viser omfanget af den skepsis, han har over for frihandel. Tidligere har forhandlere advaret om at både Donald Trump samt den tidligere demokratiske kandidat Bernie Sanders, der nu har trukket sig, udgør en trussel mod TTIP, en frihandelsaftale under forhandling mellem USA og EU. Den vil også omfatte fødevarer.

Donald Trumps kommentar om WTO faldt i tv-programmet "Mød Pressen".

Trump sagde, at han ville straffe virksomheder, der flytter produktfremstilling til udlandet, med op til 30 procent i importskat.

Da TV-programmets vært, Chuck Todd, påpegede, at sådanne planer ville blive udfordret af WTO, svarede Trump:

- Det betyder ikke noget. Vi vil genforhandle eller trække os ud. Disse handelsaftaler er katastrofale, Chuck. WTO er katastrofal.

/ritzau/AFP/FKK

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle