Fåreafgiftsfondens formand går af

Efter flere påviste fejl og mangler i Fåreafgiftsfondens administration har formanden Richard Andersen valgt at gå af.

Fåreafgiftsfondens formand, Richard Andersen, tager nu konsekvenserne af en advokatundersøgelse, der beviste en række formelle fejl og mangler i administrationen af tilskud for 312.000 kroner. 

Han har som følge af resultatet af advokatundersøgelse besluttet at trække sig som formand for fonden.

"Det er stærkt beklageligt, at der er sket en række formelle fejl i vores procedure ved tildeling af tilskud til Dansk Fåreavl. Det drejer sig blandt andet om, hvordan man skal forholde sig, hvis der er tale om inhabilitet i de konkrete projektansøgninger. Der er nu rettet op på alle procedurer, så det ikke vil ske igen. Men jeg har som følge af advokatundersøgelsen besluttet at trække mig som formand. Det vigtige for mig er, at der kan være fuld tillid til arbejdet i Fåreafgiftsfondens bestyrelse," siger den nu tidligere formand for Fåreafgiftsfonden Richard Andersen.

Næstformand i Fåreafgiftsfonden Per Ploug varetager formandsopgaverne frem til næste bestyrelsesmøde, hvor der skal vælges en ny formand for fonden.

Flere år skal granskes

"Vi har som naturlig konsekvens af kritikken besluttet, at advokatundersøgelsen nu skal udvides til også at gælde tilskud bevilget til brug i 2011 og 2012. Vi er trygge ved, at administrationen af Fonden fremover varetages af Landbrug & Fødevarer, ligesom bestyrelsen i Fonden er helt bekendt med alle regler for tildeling af midler fremadrettet," siger Per Ploug.

Fåreafgiftsfondens bestyrelse besluttede i går at kræve tilskud for i alt 312.000 kr. betalt tilbage fra Dansk Fåreavl. 

Advokatundersøgelsen var bestilt af erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, efter der har været rejst kritik af Fåreafgiftsfondens forvaltning af fondsmidler. 

Emneord

fåreavl

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle