Landbrug udsat for frækt tyveri - udlover dusør

To tanke nåede kun at stå fremme ved vejen i få timer - så blev de stjålet. Nu udloves dusør.

Nordbygaard ved Haderslev fik fredag aften leveret to, store trykbeholdere ude ved vejen af Sanistål. Alle medarbejdere var optaget, så planen blev at få dem flyttet ind på gården lørdag morgen.

Sådan gik det ikke, for lørdag morgen var de allerede væk.

Det forklarer Jes Lyhne Bonde, søn af landmand Benny Ravn Bonde.

Nu har landbruget lavet et opslag på Facebook, hvor de efterlyser de to trykbeholdere, også kaldet hydroforer. De skulle anvendes mandag til deres private vandværk.

Et sommerhusophold - med spa, sauna og pool - er udlovet til oplysninger, der kan føre frem til tyvene.

"Det er ikke fordi, at de har en specielt stor værdi. Det er billigere at købe to nye end sommerhusopholdet," siger Jes Lyhne Bonde.

"Vi synes, at det er irriterende, at man skal være udsat for tyveri, og så er der måske nogle, der kan være ekstra opmærksomme, hvis de bliver tilbudt nogle," siger han.

Han har selv været inde og tjekke på dba.dk, men har ikke fundet tilsvarende beholdere - kun nogle lidt mindre. De to stjålne hydroforer var to grå på 400 liter fra Sanistål.

Sidste år blev Nordbygaard udsat for et lignende tyveri - dengang af kemi - som var blevet leveret, mens der var høsttravlt.

"Der er bestilt kameraovervågning til alle gårdene nu, men problemet er, at hvis de vil hente noget, så kan de gøre det alligevel og så bare sløre nummerpladen," siger Jes Lyhne Bonde.

Norbygaard ejer fem bebyggede gårde omkring Haderslev i Sønderjylland. Der er både svine- og fjerkræproduktion. I februar fortalte de Landbrugsavisen.dk, hvorfor de nu også satser på slagtekyllinger.

 

 

 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle