Landdistrikternes Fællesråd: En ny andelsbevægelse spirer frem

Den 6. februar er der på Christiansborg konference om de nye andelsbevægelser, som dannes disse år.

Thorup Strand Kystfiskerlaug, de folkeejede dagligvarebutikker på 11 småøer og Vestervig Byfornyelse, er alle eksempler på den nye andelsorganisering, som Landdistrikternes Fællesråd og landdistriktsforsker Hanne Tanvig fra Københavns Universitet mener, er begyndt at spire frem rundt omkring i landet.

"I kølvandet på opblomstringen af de mange nye folkeejede tiltag, der skyder op rundt omkring i landet, kan vi se en tendens, der peger i retning af, at andelsorganiseringen igen er ved at vinde indpas i vores moderne samfund," siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.

Han understreger, at andelsorganiseringen bidrager til at fastholde og udvikle erhverv og beskæftigelse i landdistrikterne, hvilket har positiv afsmitning på fastholdelse af bosætning.

Steffen Damsgaard deltager mandag den 6. februar i en landdistriktskonference på Christiansborg, der er organiseret af Kooperationen, en arbejdsgiver- og interesseorganisation for kooperative og socialøkonomiske virksomheder i Danmark.

På konferencen deltager også landdistriktsforsker Hanne Tanvig fra Københavns Universitet. Hun er enig i, at der er en voksende andelsbevægelse.

"Det er gået op for flere og flere landsbysamfund, at de skal træde i karakter, hvis de vil overleve," siger hun og fortsætter:

"Nogle af de basale servicefunktioner, kommunen tidligere stod for, er nu efter strukturreformen blevet overladt til lokalsamfundet og derfor har vi set en tendens, hvor folk finder sammen i andelsbevægelser for at løse de fælles udfordringer."

Hanne Tanvig, som også deltager i konferencen, håber, at man fra politisk side vil anerkende de ny erhvervsformer, der er blomstret op, og at politikerne vil afsætte midler, måske som en del af Landdistriktspuljen.

 

 

Faktaboks

Det er muligt at tilmelde sig Kooperationens landdistriktskonference indtil fredag den 27. januar 2017. Deltagelse er gratis.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle