Landmand reddede hus: ”Uhyggeligt, så hurtigt flammerne kom”

Trods air condition kunne landmand mærke varmen i traktorens kabine, da han han pløjede brandbælte. Dette er historien om lokale landmænd, der reagerede hurtigt.

Forleden roste en indsatsleder en for ham ukendt landmand. Snarrådighed hos landmanden gjorde, at han reddede et hus fra at blive flammernes bytte under en stor markbrand, berettede brandmanden.

Hele historien om hvordan en hurtig reaktion fra lokale landmænds side sikrede, at huset undgik flammerne, kan Landbrugsavisen.dk nu berette - på baggrund af interviews med husejeren og andre involverede.

Det startede mandag ved middagstid, da Henrik Rasmussen sidder på gårdspladsen ved den nedlagte landbrugsejendom, han bor på, Skafterupvej 1, Sandved.

Der lød et knald

”Vi sidder og snakker. Pludselig lød der et ordentligt knald. Jeg troede, det var et skud eller en stalddør, der knaldede i,” beretter Henrik Rasmussen.

De undres dog, så Henrik Rasmussen går lidt efter om bag den nedlagte stald. Her kan han se, at der er gået ild i en mejetærsker på marken bag ham. Ilden er langt væk. Men den kommer nærmere, båret af vinden. Så han får fat i en haveslange. Måske den kan gøre nytte. Men det dropper han igen. Den er ikke kraftig nok, kommer han frem til, da han kan se ilden komme faretruende nærmere.

Kan se flammerne en km borte

Samtidig som Henrik Rasmussen sidder på sin gårdsplads, er en landmand på egnen i gang med at høste. Det er Knud Vincent Hansen, på egnen også kendt som Kål-Knud.

Han sidder i mejetærskeren cirka 11.45, da han kan se røg stige op, en kilometer borte. Røgen er helt sort. Sådan ser røgen fra en maskinbrand ud, ved Knud Vincent. Han bliver nervøs, for han kan se, at branden er opstået på den anden side af landsbyen Skafterup. Med en kraftig vind fra nordøst er landsbyen truet, tænker han. Lige meget hvilken mark, der brænder, så er der huse til hver side.

Knud Vincent har tidligere oplevet brande. For en snes år siden blev et hus sat i brand af et lyn en nat med tordenvejr. Et nabohus var i fare, men Knud Vincent fik fat på en lokal sprøjte og pøsede vand op på huset, indtil brandvæsenet kom frem.

”Det er bare om at handle hurtigt, når sådan noget sker,” siger Knud Vincent.

Mens han sidder og høster overvejer han, om han mon har en marksprøjte eller andet, der kan gøre gavn. Så kommer han i tanke om, at han og en kammerat samme formiddag har hængt ploven på hans traktor. Kammeraten skulle bruge den til en mark.

”Så ringede jeg til ham og sagde, at han skulle skynde sig at køre derned og se, hvad han kunne gøre,” beretter Knud Vincent.

Imens er flammerne blevet så store, at Knud Vincent kan se dem slikke op mod himlen.

Torben Knudsen kører i retning af røgen

I den anden ende af røret er Torben Knudsen. Han har netop overvejet, om han skulle ud og pløje en mark eller køre et læs korn. På Knuds opfordring kører han i stedet ned mod Skafterup.

Fra Skælskør Landevej drejer han ned ad Skafterupvej, hvor en masse folk står og holder øje med røgen og ilden, der breder sig. De siger, at Torben bør køre ned og høre politiet ad, om han kan hjælpe med noget.

I mellemtiden har Politiet bedt Henrik Rasmussen forlade sin ejendom, da ilden og røgen er kommet så tæt på, at han umuligt kan blive. Han når ikke at tage noget med – kun bilen får han kørt i sikkerhed.

Han når dog at sætte nøglen i døren på huset og låse. Bagefter tænker han, at det var en spøjs automatreaktion. For han tænker, at chancen for, at han kan vende tilbage til sit hus er lille.

Lidt nede ad Skafterupvej kan Torben Knudsen fra sin traktor se to mænd på vejen. Det er Henrik Rasmussen og hans kammerat, der står og ser på, mens flammerne hastigt rykker nærmere huset. På det tidspunkt er der godt 100 meter fra ilden til Henrik Rasmussens lade.

”Så var der ingen grund til at spørge politi eller brandvæsen. Så vidste jeg godt, hvad jeg skulle gøre,” beretter Torben Knudsen.

Han kører ind på marken. Han er ikke vant til at køre traktoren, der er Knud Vincents, så han skal lige orientere sig om, hvor de forskellige funktioner sidder i panelet.

”Det var bare at få mast den i jorden. Først, så gik den lidt for dybt, men så hiver jeg den lidt op igen. Det var meget tørt og svært at pløje,” beretter Torben Knudsen.

Stærk varme

Mens han kan se ilden nærme sig på venstre side, pløjer han en beskyttende halvcirkel rundt om huset. Imens overvejer han hele tiden, om han selv er i sikkerhed. Han orienterer sig og sikrer, at han kan køre væk, hvis ilden hastigt vil komme nærmere.

Bagefter vender han traktor og plov og pløjer endnu en fure i brandbæltet. Anden gang var ilden 40-50 meter fra traktoren.

”Der var jeg ved at få røg i hovedet, og der var så varmt inde i traktoren, at selvom jeg havde air condition kørende, så kunne jeg mærke strålevarmen. Der tænkte jeg, ’du når sgu nok ikke nummer tre’,” beretter Torben Knudsen.

Han vender traktoren og bakker op på vejen igen. Han kan ikke gøre mere for Henrik Rasmussens hus, men arbejdet er ikke slut alligevel. Bagefter hjælper han brandmændene, der på det tidspunkt er ankommet og i færd med at begrænse ilden andetsted, med at lave brandbælter andre steder.

Brandbælte virkede

Senere fik brandvæsenet slukket ilden – godt hjulpet af Torben Knudsens brandbælte.

”Det gjorde faktisk, at bygningen ikke umiddelbart var truet af markbranden,” beretter indsatsleder Erik Andersen, Næstved Brandvæsen.

Bagefter er Henrik Rasmussen glad for den hjælp, han fik – både af ”Farmer-Torben”, som han kalder Torben Knudsen, af ”Kål-Knud” og andre. Henrik Rasmussen beretter også om en fremmed mand fra et kloakfirma, som kom kørende til med tanken fyldt med vand.

”Farmer-Torben” reddede hans hus, er han overbevist om.

”Det var hans skyld, at ejendommen blev reddet. Er du sindssyg, jeg blev glad. Han fik også et knus. Selvfølgelig er jeg glad. Det var godt nok chokerende. Det var ligesom en slettebrand i Afrika,” fortæller Henrik Rasmussen.

Torben Knudsen mener, at det også hjalp, at vinden ændrede retning fra nordøst til nordvest. Det var – sammen med brandbæltet – med til at redde huset, vurderer han.

Uhyggeligt så hurtigt ilden kom

Det er den vildeste brand, Torben Knudsen har oplevet. Han har engang oplevet en afbrænding af en frøgræsmark, som var ved at komme ud af kontrol. Og han vil ikke selv afbrænde frøgræsmarker, netop af samme årsag.

Oplevelsen med at pløje brandbæltet var voldsom.

”Jeg håber ikke, jeg skal ud for det en anden gang,” siger Torben Knudsen.

”Det var uhyggeligt, så hurtigt ilden kom. Det er utroligt, at det gik så stærkt.”

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle