Merrild: Regeringen bør tage imod Socialdemokratiets fremstrakte hånd

Martin Merrild opfordrer regeringen til at gå ind i forhandlinger med Socialdemokratiet om en bred vækstaftale for landbruget.

Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet, har onsdag aften været på talerstolen ved Sønderjysk Landboforenings nytårskur med 600 landmænd i Agerskovhallen.

Her talte hun om at genåbne landbrugspakken og lave en bred aftale.

"Jeg er glad for den fremstrakte hånd fra Mette Frederiksen," siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, i en skriftlig kommentar.

"Jeg håber, at regeringen vil tage imod Socialdemokraternes invitation, så vi kan få lavet en bred aftale, så Danmarks landmænd og fødevareproducenter kan regne med, hvad de har i årene fremover," siger han videre.

Mette Frederiksen talte om, at landbruget har brug for arbejdsro. Det nikker Martin Merrild ja til.

"Vi har ikke brug for politisk usikkerhed. Vi håber på et kompromis, der står til troende i de kommende år, og som ikke bliver genåbnet, hver gang politikken blæser i en ny retning."

"Det er dog afgørende, at det bliver en aftale, der skaber vækst og produktion i det danske fødevareerhverv, så vi kan skabe flere danske arbejdspladser og bidrage endnu mere til vores fælles velfærd," siger Martin Merrild.

Ved nytårskuren lagde Christian Lund, formand for Sønderjysk Landboforening, ud med at sige, at landbruget ønskede at spille på samme hold som Mette Frederiksen: At værne og udvikle den danske velfærdsstat. Men det kræver gode rammevilkår for landmændene, sagde han.

Hun understregede, at en ny vækstaftale, hun håber kommer i stand, "ikke kun er for landbruget, men også følgeindustrien."

"Så lad os sætte til bordet og få en bred aftale for dansk landbrug. Det skal ikke være sådan, at man går og frygter om tingene ændres ... vi skal skabe et sikkert investeringsmiljø for landbruget," sagde hun blandt andet.

"Det er ikke sikkert, at I får alt det, I gerne vil have. Men venner: Det er da heller ikke smart, at I får alt, hvad I vil have, og det så bliver underkendt af EU efterfølgende," sagde Mette Frederiksen med henvisning til det øgede antal hektar med målrettede efterafgrøder, som EU-Kommissionen har presset regeringen til at putte oveni landbrugspakken.

Mette Frederiksen håber, at man kan "skære fløjene af", når det kommer til landbrugspolitikken.

"Danmark er for lille et land til grøfter," sagde hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle