Nu sælger Hatting Duroc-sæd efter indeks

Duroc-sæd fra toppen ligger omkring 20 indekspoint højere end sæd fra bunden. Svineproducenter kan nu vælge, om de vil købe fra toppen, fra bunden eller som hidtil begge dele.

Siden december 2016 har Hatting KS solgt Duroc-sæd efter indeks. Dermed følger Duroc samme prismønster, som Landrace og Yorkshire er afregnet efter i mere end 15 år.

Med det nye tiltag kan svineproducenterne tage stilling til, om de vil betale ekstra for et højt indeks. Gør de ikke det, får de Duroc-sæd med samme gennemsnitlige indeks og til samme pris som hidtil.

»Vi forventer, at en del svineproducenter vælger den billigste sæd, og en lige så stor del vælger den dyreste sæd,« lyder det fra direktør Per Nyby Pedersen, Hatting KS.

75 øre pr. indeks

Prisforskellen bliver 75 øre pr. indekspoint.

Med en forventet forskel på 15-20 indekspoint mellem Duroc-sæd fra toppen og bunden svarer det til en prisforskel pr. portion på 10-15 kr.

»Selvom man vælger at købe det billige produkt, er der på ingen måde tale om et dårligt produkt,« understreger Per Nyby Pedersen.

En forskel på 15 indekspoint svarer således til avlsfremgangen på halvandet år.

For svineproducenter, der ikke afregner smågrise efter avlsmæssig værdi, kan der ligge en lille besparelse i at efterspørge sæd med lavt avlsmæssigt indeks.

Omvendt råder Per Nyby Pedersen alle svineproducenter, der enten selv producerer deres slagtesvin, eller på den ene eller anden måde afregner smågrise efter deres avlsmæssige kvalitet, til at købe Duroc-sæd med højt indeks.

»Man betaler 75 øre pr. indeks, men den avlsmæssige værdi af et indekspoint hos grisen er faktisk tre-fire gange så høj,« forklarer direktøren.

Samme gennemsnit

Når man ser på den samlede mængde Duroc-sæd, Hatting sælger, ligger indeks omkring 111.

»Vi forventer, at prisdifferentieringen betyder, at indeks som gennemsnit bliver lidt højere, end det har været hidtil,« siger han.

Hvorvidt det holder stik, ved han først, når alle 1.200 Hatting-kunder i løbet af den næste tid tager stilling til om de ønsker Durocsæd fra toppen, fra bunden eller som hidtil blandet.

Hatting holder fast i at sælge Top-Duroc til kunder, der ønsker det.

Læs mere om udviklingen i Hatting KS her

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle