Tre nyfødte smittet med MRSA-bakterie - dog ikke den fra svin

Afdelingen for for tidligt fødte børn på sygehuset i Næstved er midlertidigt lukket efter fund af MRSA. Der dog ikke tale om den multiresistente MRSA-bakterie fra svin.

Afdelingen for for tidligt fødte børn på sygehuset i Næstved er midlertidigt lukket efter fund af MRSA.

Tre nyfødte på Næstved Sygehus er blevet smittet med den smitsomme MRSA-bakterie. Det medfører, at sygehusets afdeling for for tidligt fødte og syge spædbørn lukkes midlertidigt.

Der er dog ikke tale om den multiresistente MRSA-bakterie fra svin, understreger sygehusdirektør Vagn Bach, Næstved Sygehus.

"Det er en sjælden bakterie, men den kan behandles. Men vi vil ikke løbe nogen risiko, derfor handler vi prompte og lukker afdelingen for nye patienter," siger Vagn Bach til Ritzau.

Han understreger, at de tre spædbørn, der er blevet smittet med bakterien, ikke er blevet syge som følge af smitten.

Det var sygehusets interne kontrol, der opdagede de tre tilfælde af MRSA, som nu fører til den midlertidige lukning af afdelingen.

"Det er vigtigt at understrege, at ingen af de nyfødte er kommet noget til, men vi skal finde smittekilden hurtigt. Derfor sætter vi alt ind nu og flytter alle nye patienter til andre afdelinger i Region Sjælland," siger Vagn Bach.

Hvordan bakterien er kommet ind på sygehuset, er endnu uvist.
"Vi ved, at den type bakterier er der altid mennesker, der bærer på. Den kan være kommet ind med en patient, et barn eller en pårørende," siger Vagn Bach.

De øvrige børn, deres pårørende og medarbejdere bliver nu undersøgt for, om de også skulle være blevet smittet.

"Det, vi gør nu, er at sikre, at det her ikke udvikler sig, og at vi ikke får andre smittet med bakterien," siger Vagn Bach.

Mens neonatalafdelingen er lukket ned, vil sygehuset henvise nye patienter til sygehusene i Roskilde, Køge og Holbæk.

Det er ikke første gang, at der konstateres MRSA på en sygehusafdeling for syge og for tidligt fødte spædbørn.
Det skete også i 2014, da ni spædbørn fik konstateret MRSA på Hvidovre Hospitals neonatalafdeling.

MRSA er en stafylokokbakterie, der er resistent over for behandling med visse typer antibiotika.

Det er især personer med et svækket immunforsvar, der risikerer at blive syge af MRSA.
/ritzau/

Rettet: I dette telegram fra Ritzau, som vi har bragt, stod der tidligere: "Den særlige MRSA-variant CC398 er den farligste, fordi den vurderes at være multiresistent over for behandling med de fleste typer antibiotika." Sætningen burde ikke have haft lov til at slippe igennem, eftersom der ikke er dækning for påstanden. Læs mere her.

Faktaboks

* MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus. På dansk betyder det methicilinresistente stafylokokker.* Stafylokokker er en naturlig del af bakteriefloraen hos cirka halvdelen af alle mennesker, og man kan ikke mærke, om man har stafylokokker for eksempel i næsen eller på huden.* Det særlige ved MRSA er, at de er en type stafylokokker, der er resistente over for en række antibiotika, som ellers er standardbehandlingen mod stafylokokker.* Blandt andet er de resistente over for methicillin, der er i familie med almindeligt penicillin.* En rask person har kun lille risiko for at blive alvorligt syg af MRSA, men bakterien kan medføre betændelser, eksempelvis bylder og børnesår.* Personer, der i forvejen er syge eller svækkede, har større risiko for at få alvorlige infektioner.* En særlig variant af MRSA kaldes husdyr-MRSA eller MRSA CC398.* Den rammer primært mennesker, der arbejder med levende svin.* MRSA er et stigende problem både i Danmark og udlandet. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle