»Det kan ikke betale sig for mig at dyrke marken«

Med bortforpagtning er et generationsskifte stadig muligt.

Høsten sidste år var lidt underlig for Bent Graversen. Ikke vedmodig, som da køerne blev sat ud for tolv år siden, men alligevel en lidt sær følelse. Nu skulle han ikke haste videre med at så alle markerne til bagefter.

»Men det er det, vi skal gøre som landmænd. Regne på, om der er penge i det, vi foretager os. For mit vedkommende giver det ikke mening at dyrke en hyldevare som korn. Nu har jeg tid til at tjene lidt uden for bedriften«, lyder det fra den 54-årige formand for Lemvigegnens Landboforening og nyvalgte lokalpolitiker.

Bedriften er intakt

På gården er der stadig stor aktivitet. Årligt produceres der 12.500 alt-ind-alt-ud slagtesvin, der passes af en medhjælper. Men de 240 hektar er forpagtet ud til en økologisk mælkeproducent for en femårig periode. En god løsning for Bent Graversen, der oven i købet kan komme af med al svinegyllen fra de 12.500 konventionelle slagtesvin til de nu økologiske marker, fordi det hele drives som én enhed og dermed ikke overskrider økologi-kravet om maksimalt 50 pct. ikke-økologisk gylle..

»Jeg er sluppet af med noget, der ikke kunne betale sig. Men jeg vil gerne understrege, at bedriften er intakt. Bortforpagtningen er for de næste fem år og inkluderer også den jord, som jeg selv har forpagtet«.

Netop det med at holde bedriften intakt er vigtig. En søn på 21 er i gang med en landbrugsuddannelse, og hvis han på et tidspunkt vil indgå i et I/S med faderen, så kan det blive aktuelt at dyrke jorden igen.

Måske stadig høste

»Men det tager vi til den tid. Lige nu er det vigtigste, at jeg har regnet på tallene og fundet ud af, at jeg kan tjene mere pr. gris ved at købe korn i stedet for at dyrke den selv«, siger Bent Graversen.

Til gengæld er en stor del af maskinerne blevet solgt. Tilbage er traktoren, mejetærskeren og nogle kornvogne. Hvis lejligheden byder sig, kan korn købt på roden høvle yderligere en tier af prisen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle