Vækstfonden vil lære dig at købe gård

Netbaseret ejerskifteskole i seks lektioner skal hjælpe de unge på den svære vej til overtagelse af deres første bedrift

»Det er et godt værktøj til at få overblik over den situationen, hvor man skal købe en bedrift. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvor jeg kunne finde noget tilsvarende.«

Det siger den kommende agrarøkonom og landmand Jes Salomonsen om Landbrugets Ejerskifteskole, som i dag blev præsenteret på Bygholm Landbrugsskole af medarbejdere fra Vækstfonden og deres politiske chef, erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Med ejerskifteskolen ønsker Vækstfonden at hjælpe yngre landmand til at købe deres første bedrift. Al undervisning på skollen er gratis og foregår online.

»Vi ruller en snebold af problemer foran os i form af ejendomme, der bør ejerskiftes,« sagde Jacob Autzen fra Vækstfonden.

»Det er jo sådan, at inden for de kommende fem år skal op mod hver tredje landbrug ejerskiftes. Behovet er kolossalt.«

Ejerskifteskolen består af seks lektioner med tilhørende opgaver, målrettet mod unge på vej ud i landbruget. Når alle lektioner er gennemført, kan man indsende sine dokumenter til Vækstfonden og få en personlig feedback. Men der er ikke tale om eksamen, ligesom der ikke er krav om at have gennemført skolen for at komme i betragtning til lån fra Vækstfonden.

»På den måde er der ingen sammenhæng, men det er bestemt heller ingen skade til, at en ung ansøger er kendt af os, fordi han har indsenddt et godt og gennemarbejdet projekt,« siger landbrugskundedirektør Palle Christiansen.

»Vi vil jo gerne tættere på og kende vores landmænd bedre end via rudekuverter alene, og det håber vi at opnå med ejerskifteskolen. Vi oplever, at en del unge ikke er afklarede nok, når de henvender sig til os. Vi håber via skolen at opnå en højere grad af afklarethed og et tættere tillidsforhold med de kommende landmænd.

Ejerskifteskolen skal med Palle Christiansens ord supplere den teoretiske viden fra landbrugsskolerne med de praktiske erfaringer, som er opsamlet gennem mange år og hundredevis af finansieringer af landbrug, som er gennemført i Vækstfonden.

Pantflasker rykker ind blandt mælken 10. december · 16:03

Det spiller også ind, at der ofte går 10-15 år, fra landmanden går ud af landbrugsskolen og til han etablerer sig. I den mellemliggende tid glemmer han typisk meget viden fra skoletiden, og ejerskifteskolen skal genopfriske - og opjustere - de vigtige kundskaber om etableringsfasen.

Ifølge erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen skal Landbrugets Ejerskifteskole bringe unge landmænd tættere på at få oplyldt deres ønske om egen bedrift - selv om der hersker krise i erhvervet.

»Vi har brug for den viden og fornyelse, de unge bringer med sig ind i landbruget, og derfor er ejerskifteskolen et rigtig godt initiativ, som jeg håber, de unge vil tage imod,« lød det fra ministeren ved introduktionen.

»Heldigvis er der nu flere unge, der søger ind i erhverevet, men finansieringen er den store udfordring. Jeg håber, at Vækstfonden med dette tiltag bidrager med redskaber til at gøre finansieringen bedre og billigere. Vi oplever jo et efterslæb i investeringerne i landbruget, som vil ramme os på konkurrecedygtigheden, hvis vi ikke tager hånd om det.«

Troels Lund Poulsen oplyste videre, at der i løbet af få uger bliver præsenteret en løsning fra den meget omtalte fond Dansk Landbrugskapital, som skal hjælpe landbrug med høj gæld.

Landbrugets ejerskifteskole henvender sig fra begyndelsen primært til unge kommende landmænd, men skolen ses også i fremtiden som en mulig platform, hvor de unge kan møde sælgere og eventuelle investorer.

»Det vil der være meget stort behov for,« siger landbrugskundedirektør Palle Christiansen.

Se: www.landbrugetsejerskifteskole.dk

Tip os

Kommentarer

Nyhedsbrev

Forsiden lige nu