122 millioner til udvikling af plantebaserede fødevarer er klar

15. februar åbner Fonden for Plantebaserede Fødevarer årets ansøgningsrunde med en samlet pulje på 122 millioner kroner øremærket til udvikling af den plantebaserede fødevaresektor. Ansøgningsfristen er 5. april 2024.

Landbrugsstyrelsen åbner for anden gang en ansøgningsrunde dedikeret til udvikling af den plantebaserede fødevaresektor. Runden åbner 15. februar med frist for ansøgninger den 5. april 2024.

Dét sker i regi af Fonden for Plantebaserede Fødevarer (Plantefonden), som har til formål at udvikle hele værdikæden i den danske sektor for plantebaserede fødevarer, hedder det i en pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen.  

Årets pulje lyder på i alt 122 millioner kroner, og pengene er fordelt på 87,5 millioner kroner i Plantefondens ordinære pulje og 34,5 millioner kroner øremærket til forskning i plantebaserede fødevarer.

Handlingsplanen viser udviklingsområder

Styrende for Plantefondens indsats i 2024 er årets handlingsplan, der, som et supplement til strategien, zoomer ind på konkrete udviklingsområder, og projekttyper, som prioriteres i årets ansøgningsrunde.

Med andre ord signalerer handlingsplan 2024 de områder, som bestyrelsen for Plantefonden særligt har i fokus i årets ansøgningsrunde.

I 2024 vil bestyrelsen prioritere at understøtte følgende udviklingsområder i den ordinære pulje: 
•    Plantebaseret mad i offentlige og private storkøkkener og foodservices
•    Madkultur og danskerne som forbrugere af plantefødevarer
•    Dansk og udenlandsk efterspørgsel på danske plantefødevarer i storskala
•    Pris, variation, kvalitet og bæredygtighed i afgrøde og produktudbud
•    Volumen i dansk plantefødevareproduktion til lands og til vands
•    Styrkelse af hele værdikæden

Partnerskaber prioriteres

Foruden fokus på udviklingsområderne vil bestyrelsen i 2024 prioritere partnerskabsprojekter. Man vil gerne se, at 60 procent af fondens midler går til projekter med mindst to selvstændige aktører fra forskellige led i værdikæden.

Derfor ser bestyrelsen særligt gerne projekter med partnerskaber, der repræsenterer forskellige dele af værdikæden, hedder det i pressemeddelelsen. 

Det tilstræbes desuden, at mindst 50 procent af fondens midler anvendes til økologiprojekter, oplyser styrelsen.

Man kan læse mere om årets udviklingsområder i Plantefondens Handlingsplan 2024.

/ubi

Faktaboks

34,5 mio. kr. til ren forskning I år skal Plantefonden udmønte forskningsmidler, der er afsat via den politiske aftale om fordeling af forskningsreserve mv. i 2024. Disse midler er øremærket til forskning i klimavenlige fødevarer.

Årets ansøgningsrunde på i alt 122 mio. kr. er således fordelt på to puljer – den ordinære pulje (87,5 mio. kr.), der adresserer ovenstående udviklingsområder, og forskningspuljen (34,5 mio. kr.), der adresserer bred forskning inden for plantefødevareområdet med fokus på:

•    Sundhed i plantebaseret kost

•    Holdbarhed eller fødevaresikkerhed eller smag & tekstur

•    At undersøge forbrugeradfærd og effekt af nudging

•    At udvikle data til brug for baseline-analyser

•    At kombinere forskning og demonstration

 

Hvis du ønsker at modtage mere information om Plantefondens ansøgningsrunde, samt hvordan du kan søge om tilskud til dit plantefødevareprojekt i enten den ordinære pulje eller forskningspuljen, kan du abonnere på Plantefondens nyhedsbrev.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle