To 16-årige har startet egen landbrugsvirksomhed: Vi drømmer om at kunne leve af det

To 16-årige fra Randers-området har startet deres egen virksomhed, hvor de yder landbrugshjælp med alt fra at samle sten til at muge ud i stalde - og drømmene, de er store.

Corona-kedsomhed blev på en måde startskuddet til to 16-åriges nyoprettede landbrugsvirksomhed.

For da 16-årige Matias Kristensen fra Laurbjerg ved Randers blev sendt hjem fra sin corona-lukkede skole i marts sidste år, havde han ekstra god tid til at passe sit fritidsarbejde hos naboen, der har en svineproduktion. Her har Mathias Kristensen hjulpet til i fire år, og i marts sidste år blev han sat til at samle sten på omkring 200 hektar.

Det var dog et stort og ensomt arbejde, så han ringede til sin ven fra skolen, Thomas Paluszewski, der ligeledes er 16 år i dag.

"Jeg hørte Thomas ad, om han ikke havde tid til at hjælpe, så det gik lidt hurtigere, og det ville han gerne. Der gik nogle måneder, og så hørte vi min arbejdsgiver om ikke vi kunne begynde at tilbyde stensamling hos andre også", siger Matias Kristensen, der netop er på arbejde og skal til at køre foder ud, da landbrugsavisen.dk fanger ham i telefonen. 

Fra sten til egen virksomhed

Derfra gik det stærkt. Matias Kristensens arbejdsgiver hjalp drengene i gang, og mange viste interesse for at få de unges hjælp.

I september 2020 oprettede de derfor virksomheden MT Stensamling, men det viste sig hurtigt, at der var efterspørgsel efter langt mere hjælp end blot til stensamling. Derfor blev navnet ændret til MT Landbrugsservice, og fire andre unge fra drengenes omgangskreds blev timeansat og hjælper nu til, når der er arbejde til dem - hvilket der ofte er.

"Vi får tilbudt en del arbejde - faktisk så meget, at vi ikke kan nå det selv, og også må sige nej til noget, hvis det også skal hænge sammen", siger Matias Kristensen, der trods alt også skal passe sin 9. klasse ved siden af arbejdet.

Arbejdsopgaverne både i og uden for marken er mange, og teenagerne kan både hjælpe med at samle sten, vaske stalde, muge ud, harve, køre korn, sprede salt på vejene og mange andre småopgaver. 


Thomas Paluszewski (t.h.) og Matias Kristensen er 16 og driver allerede egen landbrugsvirksomhed
 Foto: Privatfoto

Drømmen er STOR maskinstation

Begge drenge bor på landet, men på nedlagte landbrug. Derfor låner de også naboens John Deere 6420 Se, hvis de bliver booket til at komme med egen traktor og materiel. 

På deres Facebookside, hvor de får de fleste henvendelser, har de næsten 1200 følgere, og her lyder det, at de kan samle sten på 7 - 9 hektar i timen alt afhængig af, hvor mange sten der er.

Lige nu er det dog kun Matias Kristensen, der har traktorkørekort.

"Lige nu er det mig, der står for alt med maskinerne i marken, men når Thomas (red. Paluszewski) får kortet lige om lidt, så bliver det nemmere at dele os op, og så kan vi være flere steder på én gang", siger Matias Kristensen, der drømmer stort for deres virksomhed. 

"Det startede ud som et hobbyprojekt, men det er gået hen og blevet ret seriøst. Målet er, at vi skal kunne leve af at drive maskinstation", tilføjer Matias Kristensen, hvis plan er at tage en HHX efter 9. klasse, formentlig efterfulgt af en landbrugsuddannelse - alt i mens virksomheden skal drives ved siden af.

Der er dog lidt vej endnu. Det er nemlig ikke helt nemt at oprette virksomhed, når man er under 18. Derfor har han skulle have sine forældres hjælp og underskrift for at kunne oprette et firma i CVR-registret, og har lige nu en ansøgning liggende hos Familieretshuset.

"Vi knokler i hvert fald på, og så må vi se, hvor meget vi får ud af det - planen er i hvert fald, at det her skal være vores levevej".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle