4.000 kalkuner skal aflives efter smitte med fugleinfluenza

I omegnen af 4.000 kalkuner bliver aflivet, efter der er fundet fugleinfluenza i en erhvervsbesætning i Lundby ved Skælskør.

En besætning med omkring 4.000 kalkuner er blevet smittet med den meget alvorlige og smitsomme fugleinfluenza af typen H5N8.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Kalkunbesætningen ligger i Lundby ved Skælskør i Vestsjælland. De 4.000 kalkuner bliver aflivet lørdag for at forhindre yderligere smitte til fugle i området, oplyser styrelsen.

Med det nye fund er i alt otte danske besætninger blevet ramt af fugleinfluenza siden november.

Torsdag blev to besætninger, et fasanopdræt ved Ringsted med 700 dyr og endnu en hobbybesætning med omkring 20 dyr på Bornholm, fundet smittet. Det skete kun en uge efter det forrige fund i en hobbybesætning på Bornholm.

Del af større erhvervsbesætning

De 4.000 kalkuner er del af en større erhvervsbesætning i Lundby. I alt består besætningen af cirka 40.000 kalkuner fordelt i 10 bygninger, oplyser Fødevarestyrlsen.

Der er kun konstateret smitte hos fuglene i den ene bygning. Besætningens øvrige bygninger ligger spredt over et større område.

"Der er umiddelbart ikke tegn på smitte blandt fuglene i de andre bygninger, og bygningerne ligger med god afstand. Men vi holder nøje øje med, om der skulle være tegn på, at smitten har spredt sig til kalkuner i de andre bygninger eller til andre fugle i området", siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.

Det er endnu ikke muligt at sige præcist, hvordan kalkunerne er blevet smittet, men der er sandsynligvis sket smitte fra vilde fugle.

Styrelse opfordrer til forsigtighed

Udbruddet i Lundby er som tidliger nævnt det ottende i danske besætninger siden begyndelsen af november sidste år. Fødevarestyrelsen opfordrer derfor fortsat både erhvervsbesætninger og hobbyavlere til at vise stor forsigtighed og være ekstra opmærksomme i omgangen med deres fugle.

"Vi vil vi på det kraftigste opfordre til, at ejere af fjerkræhold, også hobbybesætninger, er ekstra opmærksomme på at følge krav og anbefalinger for at minimere risikoen for, at vilde fugle kommer i kontakt med deres fjerkræ. Ligeledes skal man anvende rengjorte gummistøvler og sikre sig, at det udstyr, der anvendes til pasningen af dyrene, ikke har fugleklatter eller andet materiale fra vilde fugle", siger Tim Petersen.

Rettet den 8. marts kl. 15:48: Tidligere fremgik det af Fødevarestyrelsen pressemeddelelse, at der var 50.000 kalkuner i besætningen, det korrekte tal er 40.000, har styrelsen nu oplyst.

Faktaboks

Fakta: Smittezone rundt om besætningerne

Fødevarestyrelsen etablerer i dag en tre og en ti kilometer restriktionszone rundt om de smittede besætninger, hvor fjerkræbesætninger vil blive underlagt særlige restriktioner.

Du kan tjekke om du ligger i en zone her.

I tre km zonen er der bl.a. krav om, at ejere af hobbyfjerkræ og fugle registrerer deres dyr på landbrugsindberetning.dk. inden 8 dage. Formålet er bl.a. at sikre tæt overvågning, så Fødevarestyrelsen kan reagere hurtigt på nye udbrud tæt på.

I begge zoner er det forbudt at sælge æg samt at flytte æg, høns og andet fjerkræ uden tilladelse fra Fødevarestyrelsen.Fugleinfluenzaen er bragt til Europa med efterårets fugletræk fra Rusland og Kasakhstan. Flere europæiske lande har rapporteret om fugleinfluenza i både vilde fugle og i fjerkræbesætninger. Flere lande har på linje med Danmark indført krav om indelukning af fjerkræ.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle