Afgrødemarkedet venter på nye rapporter

USDA og CONAB kommer tirsdag med månedlige opdateringer og der er fokus på forventninger til brasiliansk sojaproduktion. Europæisk hvede fortsætter op.

USDA kommer som nævnt i mandagens kommentar med deres månedlige WASDE rapport vedrørende forsyningsbalancen på de globale afgrødemarkeder tirsdag aften. Derudover kommer brasilianske CONAB også med nye tal for hhv. arealer, produktion og forventede udbytter for både sojabønner og majs.

Det skriver Jyske Markets.

Den brasilianske sojahøst er så småt skudt i gang, og det estimeres, at 16 procent af høsten er landet.

Analytikerne forventer, at CONAB opjusterer både produktion og udbytter på sojabønnerne, mens de for majsens vedkommende forventer en stigning i produktion fra 98,7 mio. tons til 100,59 mio. ton, mens de estimerer marginalt faldende udbytter.

Selvom vi som udgangspunktet forventer en flad udvikling i priserne hen imod WASDE i aften, så kan tallene fra CONAB sagtens sætte deres præg på prisudviklingen, når de bliver offentliggjort kl. 13 dansk tid.

Der ligger store short positioner i både sojabønner og sojaskrå, og et par prispositive nyheder kan hurtigt få stigningerne til at eskalere hvis fondene skal ud og lukke deres short positioner ned. Sojabønnerne steg i går for femte dag i træk, og noget kunne tyde på, at nogle shortpositioner allerede er blevet lukket ned forud for dagens rapporter.

Det bliver endvidere interessant at følge hvorvidt der er overensstemmelse mellem udmeldingerne fra CONAB og USDA. Der var endvidere i går rygter om, at Kina har sikret sig tre laster med
amerikanske sojabønner.

Udmeldingen om en algerisk hvedetender, som blev meddelt markedet i lørdags sendte i gårsdagens handel den europæiske hvede op mellem en halv til en hel procent på hhv. de lange og de korte
terminer. Hovedsageligt køber algerierne deres hvede i Frankrig, og det rygtes også, at det var tilfældet denne gang.

Udsigten til nye salg af fransk oprindelse var med til at få Matif til at stige i gårsdagens handel.

Palmeolien faldt igen tirsdag morgen, og ser ud til at indkassere den femte dag i streg med faldende priser. Som vi nævnte mandag, så er lagrene for nuværende lave, men udsigten til, at den malaysiske produktion vil stige når vi når hen til marts/april kombineret med udbruddet af coronavirus holder i disse dage en hånd over priserne.
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle