Amerikansk hvede er særdeles konkurrencedygtig

Nedlukningen af dele af det amerikanske statsapparat kan udskyde WASDE-rapport.

Den høje volatilitet på de finansielle markeder fortsatte i går på årets første handelsdag. Det amerikanske aktiemarked åbnede omkring to procent lavere, men rettede sig frem mod luk hjulpet af en stigende oliepris.

Her torsdag morgen er der imidlertid nyt pres på aktierne, efter Apple i går aftes måtte nedjustere sine forventninger til omsætningen for første gang i 20 år. Det førte til et fald i aktien på otte procent i eftermarkedet, og puster til frygten om en global vækst der er på vej ned i gear.

Det skriver Jyske Markets i torsdagens afgrødekommentar.

Et andet tegn på der fortsat er ’flugt’ mod ’sikker havn’ er et såkaldt ’flash-crash’ i den japanske Yen i nat, der styrkede sig næsten fire procent mod dollaren henover natten. Selvom markedet har rettet sig igen efterfølgende, så efterlader det fortsat yennen betydeligt stærkere.

Samme tendens ses herhjemme, hvor renterne er for nedadgående og det betød i går at to procent obligationen med 30 års løbetid i går handlede over kurs 100, og dermed er lukket for udstedelse af nye tilbud. 

Amerikansk delegation på vej mod Kina jagter nye sojasalg

I sojamarkedet er en amerikansk delegation på vej til Kina, og det holder de kinesiske sojahandlere på stikkerne. Rygterne forlyder at salg på 2 mio. tons amerikansk soja til Kina i den forbindelse er undervejs, hvilket vil bringe det samlede køb af amerikansk soja til de statslige strategiske lagre op på fem mio. tons i denne omgang. Der udover rygtes det også at amerikansk majs- og hvedesalg til Kina kan være undervejs i samme forbindelse. 
 
På den politiske front er Trump fortsat ikke nået til enighed omkring muren til Mexico, og det betyder at en række statslige institutioner fortsat er lukket.

Denne nedlukning omfatter også USDA, og det betyder at der efterhånden er betydelig risiko for at januar måneds WASDE-rapport, der officielt udgives fredag i næste uge, må udskydes. 

Amerikansk hvede særdeles konkurrencedygtig

I hveden er det fysiske marked på vej tilbage oven på helligdagene, der har begrænset købsaktiviteten. Hvede FOB den amerikanske Golf udviste prisfald henover julehelligdagene på svag efterspørgsel, og det har øget rabatten på amerikanske varer. Den russiske hvede handler for øjeblikket 242 dollars pr. ton, hvilket er en præmie på 10 dollars pr. ton i forhold til den amerikanske ’hard red winterwheat’.

Verdens billigste oprindelse er amerikansk ’soft red winterwheat’ der handler 222 dollars pr. ton, mens den europæiske hvede fortsat halter efter på konkurrenceevnen med et prisskilt på 240 dollars pr. ton.

Den stærke konkurrenceevne på den amerikanske hvede, bør alt andet lige understøtte future-markedet i Chicago, under de nuværende forhold.  

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle