Coop melder om stabilt andesalg og livsstilsekspert spår nyt håb.

Danskernes forhold til and er bundet af traditioner, og det er måske andens største hindring i vejen til hverdagsbordet. Sådan siger livsstilsekspert Henrik Byager.

»Vi holder meget fast i vores traditioner. Påskefrokosten, jul og Mortensaften. Så bruger vi tid på at lave de klassiske måltider og hygge med dem og vække gode minder«, siger han.

Samtidig påpeger livsstilseksperten, at der ikke er mange andre muligheder end den traditionelle andesteg, når han slår op i sine kogebøger. Og samtidig har den gennemsnitlige travle dansker ikke mange planlagte måltider, hvor der er tid til and. Det skal gerne foregå mere rapt

Men danskerne kan godt lide and. Det deler ikke vandene som f.eks. lam, og derfor tror Henrik Byager på, at der er en fremtid for anden uden for højtiderne. Bare ikke som den traditionelle andesteg.

»Vi ser allerede de her berberiandebryster i kølediskene, og kan man lykkes med et andeprodukt, som både lyder lækkert, og er nemt at lave, så er der en stor del af danskerne som er klar.«

Det nemme er chancen

Analysechef i Coop, Lars Aarup, er enig i, at anden har muligheder i en nemmere version.

»Der en pct. af danskerne som spiser and på en gennemsnitlig dag. Men vi er over de seneste fem år begyndt at se skub i confiterede andeprodukter«, siger analysechefen.

ifølge ham handler det også om at hjælpe forbrugeren til at spare tid, og samtidig få et velsmagende måltid.

»Og et confiteret andelår er jo både hurtigt, lækkert og svært at lave forkert«, siger han.

Stabilt salg

Lars Aarup fortæller, at Coops samlede salg af ænder har været stabilt de seneste seks år dog uden at komme med konkrete tal af konkurrencehensyn.

Ifølge ham er ca. halvdelen af Coops solgte ferske ænder danske, mens den anden halvdel er udenlandsk, primært fransk. Af den danske halvdel er størstedelen økologiske ænder, der sammen med fritgående ænder udgør 80 pct. af salget af danske, ferske ænder.

»Samtidig bliver der solgt lidt flere frosne ænder end ferske, men vi forventer, at det tipper indenfor de næste år, så der sælges flest ferske, danske ænder«, lyder det.

Han tilføjer, at han ser en tendens til, at danskerne hellere vil have dansk og økologisk, når de køber and.

Faktaboks

Ænder i tal

  • Årlig import på 6,713 ton, svarende til 193 mio. kr. 
  • Årlig eksport på 735 ton, svarende til 31 mio. kr.
  • 650.000 årlige slagtninger på Dansk Andeudvikling i Struer.
  • Ca. en tredjedel af danske ænder er økologiske.
  • Tre racer opdrættes i Danmark: Berberi-, peking- og moulard-ænder.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle