Arla klar med nyt tillæg for bæredygtighed: Øremærker 3,7 milliarder kroner fra 2023

Mejeriets nye bæredygtighedstillæg omfatter 19 tiltag, og samlet kan landmændene opnå op til fire eurocent pr. kilo mælk.

Arlas andelshavere i syv europæiske lande kan se frem til at modtage op til 500 millioner euro eller næsten 3,7 milliarder kroner i et nyt bæredygtighedstillæg, som Arla indfører fra 2023.

Mejerigiganten øremærker op til 3 eurocent (22 øre) pr. kilo mælk til at finansiere og motivere landmændene gennem i alt 19 tiltag. Det fulde tillæg omfatter også den ene eurocent, som landmændene allerede får for at indsende Klimatjek-data.

Samlet vil de 4 eurocent pr. kilo mælk beløbe sig til 500 millioner euro vurderet ud fra den nuværende mængde ejermælk, hvor en gennemsnitlig leverandør til Arla producerer 1,2 millioner kilo mælk i gennemsnit om året.

Arlas bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard, kalder den nye model for en historisk milepæl i Arlas omstilling til bæredygtig mejeriproduktion og en fundamental ændring af Arlas mælkeprismodel. 

Fra næste år vil mælkeprisen, som den enkelte andelshaver i Arla modtager fra mejeriet, afhænge af de miljømæssige tiltag inden for bæredygtighed, som gennemføres på gårdene.

- Fremover vil den mælkepris, Arla-landmændene får for deres mælk, ikke kun afhænge af fedt, protein og kvalitet, men også af deres tiltag i forhold til bæredygtighed, siger Jan Toft Nørgaard.

Tages fra mælkeprisen

De i alt 500 millioner euro bliver taget fra Arlas mælkepris og omfordelt til landmændene baseret på det antal point, de hver især tildeles i tillægsmodellen for bæredygtighed.

Med den nuværende mælkepris svarer det til cirka syv procent af mælkeprisen.

- Arla har nogle af de mest klimaeffektive landmænd i verden, men de anerkender også, at de er nødt til at fremskynde deres indsats for at forblive på forkant med miljømæssigt bæredygtig mejeriproduktion. Med dette historiske skridt sikrer vi os en stærkere position i markedet og sender et klart signal til vores kunder og forbrugere om, at de nødvendige forandringer medfører merudgifter for vores landmænd, og at en betydelig del af de penge, de betaler for Arla-produkter, går til de landmænd, der gør den største indsats, siger Arlas administrerende direktør, Peder Tuborgh.

19 tiltag i modellen

Tillægsmodellen baserer sig på data fra det årlige Klimatjek, Arla indførte for to år siden på i alt 8.000 gårde i syv europæiske lande.

En forudsætning for at deltage i tillægsmodellen er derfor, at landmanden allerede er med i Klimatjek-programmet.

Det nye model baserer sig på 19 tiltag, hvor landmændene optjener point baseret på deres tiltag i forhold til de 19 områder eksempelvis inden for foder-, protein- og gødningseffektivitet levering af husdyrgødning til biogasproduktion, biodiversiet og brug af vedvarende elektricitet.

Fra starten af 2023 vil der kunne optjenes op til 80 point og for hvert point, landmanden optjener, modtager han 0,03 eurocent pr. kilo mælk.

Inden for få år er forventningen, at der tilføjes yderligere 20 point, så man når de maksimale 100 point. Det første år bliver der derfor fordelt omkring 270 millioner euro eller 2 milliarder kroner til landmændene.

Landbrug & Fødevarer er begejstrede for Arlas nye tiltag.

- Arla er en landmandsejet og landmandsdrevet virksomhed, og det er landmændene, som her er blevet enige om at lave en model, der rykker noget for klimaet, lige som man tidligere er blevet enige om afregningsmodeller, der har haft fokus på at drive udviklingen for mælkekvalitet og andre parametre. Nu tages skridtet så videre. Det er fantastisk godt gået, og det viser, at vi i erhvervet godt kan selv, siger formand for L&F Kvæg Christian Lund.

Frivillig deltagelse

Det er frivilligt for landmændene om de vil deltage i tillægsmodellen.

Men 95 procent af Arlas andelshavere, som repræsenterer 99 procent af mælkepuljen har allerede registreret data i Klimatjekket for 2022.

Derfor vil nogle af klimatiltagene automatisk blive belønnet ved første udbetaling i august næste år.

Faktaboks

Bæredygtighedsmodellen

Modellen er et pointbaseret system, hvor der optjenes point i forhold til 19 tiltag. Hvert point udløser 0,03 eurocent pr. kilo mælk.

Kategorierne af tiltag omfatter de såkaldte Big 5:

  • Fodereffektivitet
  • Gødningsanvendelse
  • Arealanvendelse
  • Proteineffektivitet
  • Dyrenes robusthed

Derudover får landmanden point for håndtering af husdyrgødning, bæredygtigt foder, vedvarende elektricitet, biodiversitet og kulstofbindende dyrkningsmetoder samt indsamling af viden.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle