Arla-repræsentantskab stemmer for 921 mio.-udbetaling

Stort flertal blandt Arlas repræsentantskab om at følge bestyrelsens indstilling om udbetaling af 921 mio. kr. til andelshaverne.

Arlas repræsentantskab har på et møde i Halmstad, Sverige, besluttet at udbetale i 124 millioner euro, svarende til 921 millioner kroner, til selskabets andelshavere i årlig efterbetaling for regnskabsåret 2016.

Det svarer i gennemsnit til en eurocent pr. kg andelshavermælk og var det beløb, mange mælkeproducenter havde forventet.

Der var 181 stemmer for og 2 stemmer imod bestyrelsens forslag.

Arla-koncernens nettoresultat for 2016 voksede med 20,7 procent til 356 millioner euro, hvoraf Arla Foods ambas nettoandel udgør 347 millioner euro, svarende til 3,6 procent af koncernens omsætning.

Fraregnet overskud fra frasalg af datterselskaber, som forbliver i selskabet til geninvesteringer, er Arlas årsresultat til disponering for 2016 på 227 millioner euro.

Heraf havde Arlas bestyrelse foreslået, at 124 millioner euro skulle udbetales direkte til Arlas andelshavere, mens 103 millioner euro skulle konsolideres i selskabet. Det er dels som individuel konsolidering på navn, som hver andelshaver kan tage med sig ved ophørt medlemskab, dels som kollektiv konsolidering, der forbliver i selskabet som egenkapital og til fremtidige strategiske investeringer.

Faktaboks

Arlas årlige resultat til fordeling blandt ejerne:

  • 124 millioner euro i efterbetaling (i gennemsnit en eurocent** pr. kg mælk plus renter)
  • 30 millioner euro som individuel konsolidering (i gennemsnit 0,28* eurocent pr. kg mælk)
  • 73 millioner euro som kollektiv konsolidering (i gennemsnit 0,54 eurocent pr. kg mælk)
  • 120 millioner euro fra frasalget af datterselskabet Rynkeby konsolideres i selskabet til strategiske investeringer

* EAGM Walhorn-fusionsaftale: EAGM-andelshavere modtager individuel konsolidering fra regnskabsåret 2017. Indtil da udloddes beløbet til kollektiv konsolidering i Arla. Den individuelle konsolidering for AMCo er delvist blevet overført til den fælles kapital. AMCo-fusionsaftale: Individuel konsolidering delvist overført til fælles kapital.

**AMCo-fusionsaftale: Efterbetalingen er dels overført til fælles konsolidering og dels anvendt til at afdrage på lånet.Arlas repræsentantskab består af 191 medlemmer, hvoraf 179 er folkevalgte andelshavere fra forskellige regioner i Danmark, Sverige, Storbritannien, Tyskland, Belgien, Holland og Luxembourg og 12 er medarbejder-repræsentanter.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle