»Jeg skal braklægge 71 procent«

Jens Verner Pedersen vil være nødt til at afvikle bedriften, hvis vandområdeplanerne bliver vedtaget.

»Hvis jeg vil fortsætte med min nuværende markdrift, kræver det braklægning af 71 procent af arealet! Det er umuligt, for så mangler jeg grovfoder og harmoniareal.«

Sådan lyder det fra Jens Verner Pedersen, der er mælkeproducent tæt ved Mariager Fjord. Og han er faktisk lidt rystet over de beregninger, Seges har foretaget for hans bedrift i forhold til de vandområdeplaner (2. generatons vandplaner), der er i høring frem til sommerferien.

For at undgå braklægningen har Seges beregnet forskellige alternative sædskifter, men selv det mest vidtgående med udelukkende slætgræs, ingen majs og køer på stald bringer ikke bedriften i mål med hensyn til udvaskning.

»Det mest vidtgående ændringsforslag efterlader os med et minus på 200.000 kr., hvilket er uholdbart,« siger han.

Samtidig vil han komme til at stå med en ejendom med en tvivlsom værdi.

»Jeg kan have min tvivl om, hvordan kreditgiverne vil se på bedriften, så der kommer til at ske noget alvorligt,« siger han.

Kan droppe køer på græs

I dag dyrker han grønkorn, kløvergræs og majs. Kløvergræs bruges til slæt og afgræsning. Det mest effektive, han kan gøre i miljøejemed, er at droppe majsen og dyrke slætgræs i det hele, hvilket ville betyde, at køerne ikke kom på græs. Det betyder dyrere foder og giver tab i marken.

»Politikerne plejer ellers godt at kunne lide køer på græs, men det øger udledningen,« siger han.

»Jeg ved ikke, om man kunne få en dispensation, men så lever man stadig på et usikkert grundlag og uden udviklingsmuligheder,« siger han.

Drop planerne!

Jens Verner Pedersen mener derfor, at man bliver nødt til at droppe vandområdeplanerne.

»Der er så stor tvivl om de modelberegninger, de bygger på, at man ikke bør gennemføre dem. Vi vil gerne tilgodese miljøet, men der har været vandmiljøplaner lige så længe, jeg kan huske tilbage, og rapporterne viser jo også, at der bliver mindre nitrat i drikkevandet og kvælstof i fjorden, så jeg mener, det vi har gjort allerede er nok,« siger han.

Hvad ville du lave, hvis du ikke længere skulle være landmand?

»Så ville jeg være brugsuddeler. Det kan jeg gøre lige så godt som Dan Jørgensen,« siger han.

Faktaboks

Bedriften

  • 180 årskøer
  • 1,7 mio. kg EKM
  • Køer på græs
  • 140 hektar + forpagtninger og pasningsaftaler
  • Sædskifte: Grønbyg, græsudlæg, kløvergræs, majs med efterafgrøde

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle