Økologerne samles til kongres

Økologerne sætter fokus på både holdning og handling, når de her i november mødes til kongres i Vingsted ved Vejle.

Projektleder Tomas Fibiger Nørfelt fra Videncentret for Landbrug tror på, at op imod 500 deltagere vil være med til at drøfte økologiens udvikling og en række dilemmaer i forhold til moderne landbrug og teknik, men også mere jordnære emner, så der bliver ideer og viden at tage med hjem på bedriften.

»Der er 36 møder i alt på kongressen og dermed meget at vælge imellem. Så der er noget for alle produktionsgrene inden for økologien,« siger Tomas Fibiger Nørfelt.

Det sker i Vingsted

Møderne sætter fokus på klima, energiproduktion, produktion af sunde fødevarer og det multifunktionelle landbrug.

Kongressen finder sted i Vingstedcentret nær Vejle i dagene onsdag og torsdag 23. og 24. november. Den organiseres af Videncentret for Landbrug i samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Økologisk Landsforening. Men også Foreningen for Biodynamisk Jordbrug og forskningsenheden ICROFS bidrager. Det er syvende gang siden 1998, at kongressen finder sted.

Grå i toppen

Et af emnerne bliver producentsamarbejder i storskalaform med strukturer på måske 3.000 til 4.000 hektar, som giver den økologiske landbrugsproduktion en reel mulighed for mere bæredygtighed og robusthed.

Kongressen tager også fat på det problematiske i, at økologerne er ved at blive grå i toppen. Spørgsmålet er, hvordan de unge rekrutteres og finder det attraktivt at vælge den økologiske produktion.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle