100 ton sofoder mindre - hvert år

Et lavere forbrug af sofoder skal komme gennem en bedre styring af huldet. Elevatorsøer, søer der svinger op og ned i huld, koster meget foder, og derfor har personalet i sostalden som mål, at huldet skal ligge så konstant som muligt. Midlet hertil er hyppige huldvurderinger.

"Vi har fået sat huldvurderingen i system, og så tager det højst en time ekstra pr. 14 dages hold," mener Michael Elneff, der har været ansat i sostalden siden 2003.

Alder ved første løbning af poltene ligger uændret på syv en halv til otte måneder, men søerne vil nok alligevel blive mindre, efterhånden som huldvurderingen har kørt i længere tid.

Besætningen har 14 dages drift og fravænner først omkring 31-32 dage. Var fravænningsalderen en uge lavere, ville det alene betyde omkring 50-60 foderenheder mindre pr. årsso, og så er besætningen for alvor nede på et bemærkelsesværdigt niveau.

"Jeg tror ikke, vi kan komme meget længere ned nu," lyder det fra Peter Walz Jørgensen. Men Gunner Sørensen, VSP, mener, ligesom konsulent Ellen Møller Hansen, Syddansk Svinerådgivning, at foderforbruget kan falde lidt endnu.

"Der er stadig søer, der taber sig en del i farestalden. Kan vi få bedre fat i dem, er det sandsynligt, at forbruget falder lidt mere," siger Gunner Sørensen og Ellen Møller Hansen.

Mere hvede

Projektleder Thomas Bruun, VSP, har haft indlægssedlerne fra Danish Agro til gennemsyn. Han foreslår nogle ændringer i retning af mere hvede og mindre byg. I dag består korndelen i diefoderet af 50 procent almindelig byg, 10 procent valset byg, 6 procent havre og 11 procent hvede.

"Jeg vil som udgangspunkt foreslå 30 procent hvede og tilsvarende mindre byg," siger Thomas Bruun.

Peter Walz Jørgensen forklarer det høje bygindhold med risikoen for mavesår.

"Vi vil godt overveje mere hvede, for det gør jo også foderet billigere," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle