21-årig vandt for tredje gang hos veteranerne

Thomas Bertram overvejer at avancere fra en til to furer næste år.

"Yes, mand!"

Glæden var ikke at tage fejl af, da Thomas Bertram sikrede sig sin tredje DM-titel i pløjning med veterantraktor inden for klassen "en-furet plov". Sejren honorerede til fulde den store indsats og koncentration, som kendetegnede Thomas' arbejde med traktor og plov på den fynske muld.

"Jeg aftjener værnepligt på Antvorskov Kaserne, så det kniber med at kunne træne optimalt," sagde den tredobbelte DM'er efter overrækkelsen af champagne og pokal.

Den 21-årige rekrut, som normalt pløjer muld ved Jerslev i Nordjylland, har dog fundet et stykke jord tæt på kasernen, hvor han kan træne lidt.

"Ejeren af jorden er meget venlig, så jeg kan holde fornemmelsen lidt ved lige," sagde Thomas Bertram.

Han var ubestridt yngstemand hos veterantraktorpløjerne, men hans nu tredje DM-pokal vækker respekt hos de "ældre" kolleger.

"Hvis jeg stiller op næste år, vil jeg måske prøve med en to-furet plov," grinede Thomas Bertram om den udvikling, som må siges at være markant: Fra en til to furer.

Thomas Bertram opnåede i alt 100,5 point.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle