365 dyr til Det Østjyske Dyrskue i Horsens

Arrangørerne bag Det Østjyske Dyrskue melder om stigning i antallet af tilmeldte dyr på 50 flere end sidste år.

Fremgangen kan spores hele vejen rundt: Dyrskuet omfatter ca. 75 heste fordelt på 18 racer, 140 kødkvæg, 115 malkekvæg, heraf 72 Holstein samt 35 får og geder. Der er specielt stor fremgang inden for Limousine, der kommer med ca. 70 dyr.

Sidste år havde man stor succes med en katteudstilling, så den gentages i år og suppleres med en dyrlægefaglig udstilling.

De lokale gårdbutikker har i lighed med sidste år deres egen afdeling, hvor de kan fremvise og sælge deres produkter, og så er dyrskuet også vært for en stor maskinudstilling.

Skuets koordinator, Jørgen Skov Nielsen, glæder sig over en stor opbakning fra udstillernes side.

»Vi oplever, at udstillerne ’vil’ dyrskuet, vi har en meget engageret bestyrelse, og der bliver ydet et stort frivilligt arbejde omkring arrangementet, som gør dyrskuet muligt. De senere år har vi haft flotte besøgstal, så alt i alt kan vi konstatere, at dyrskuet har stor opbakning hele vejen rundt og dermed fortsat har en fremtid,« siger han.

Dyrskuet arrangeres af Foreningen Land & By Østjylland i tæt samarbejde med Vejle-Fredericia Landboforening, Østjysk Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg.Ud over de store dyr vil der være en udstilling af mindre dyr som kaniner, høns samt det populære børnedyrskue, der omfatter ca. 50 dyr. Børnedyrskuet omfatter både ponyer, kalve, hunde, kaniner, marsvin og andre dyr.

Som sædvanlig er der også grisevæddeløb, fremvisning af veteranbiler, et stort hesteshow og tivoli på pladsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle