45 ton sprøjtemidler ulovligt importeret

44 landmænd og gartnerier politianmeldt efter afdækning af storstilet svindel med import af sprøjtemidler.

Et samarbejde mellem en række myndigheder har afdækket den hidtil største sag i Danmark om import af ulovlige sprøjtemidler.

Miljøstyrelsen har politianmeldt en importør, som er mistænkt for at have importeret i alt godt 45.000 kilo ulovlige sprøjtemidler fra Tyskland og videresolgt dem i Danmark i årene 2006 til 2009.

Importøren - en grovvarevirksomhed på Djursland - er indstillet til en bøde på én million kroner. Samtidig er en anden virksomhed på Djursland politianmeldt for at medvirke til den ulovlige import.

Desuden har Fødevareministeriet anmeldt de formodede aftagere - 44 landmænd og gartnerier - til politiet.

Landmændene kommer ifølge Østjyllands Politi fra hele landet. Blandt andet er ni af de landmænd, der er sigtet for at aftage ulovligt importerede pesticider, fra Sjælland.

Gengangere fra gødningssag

I de aktuelle pesticidsager er der ifølge Østjyllands Politi flere 'gengangere' fra de ca. 160 landmænd, som tidligere i år skulle redegøre for deres brug af ca. 15.000 tons 'sort' gødning importeret fra Tyskland uden om myndighederne.

Både gødnings- og pesticidsagerne er således en udløber af en fælles kontrolaktion i 2009, som både Østjyllands Politi, SKAT, det daværende Plantedirektoratet og Miljøstyrelsen deltog i.

Importen menes at være foregået helt tilbage fra 2006 og kan derfor være tæt på forældelsesfristen på fem år. Det er en medvirkende årsag til, at Østjyllands Politi allerede i foråret valgte at sigte en del af landmændene.

Nu er de allerede 'velbelyste' sager sendt ud til de forskellige politikredse i landet, så det stedlige politi kan tage fat på at afhøre landmændene.

Halvdelen er lovlige stoffer

Ifølge funktionsleder Birte Børglum fra Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion er godt halvdelen af de ulovligt importerede pesticider, cirka 24 ton, midler, der findes lovligt på det danske marked i forvejen, men som er importeret med udenlandske etiketter uden om de danske myndigheder.

Andre 21 ton er midler, som enten er forbudte eller ukendte i Danmark.

"Det er en alvorlig sag - den største, vi nogensinde har haft på vores bord. Derfor fortsætter vi også samarbejdet med NaturErhvervstyrelsen og SKAT, som vi dannede en 'task force' med i 2009," siger Birthe Børglum.

Frandsen: 'Tillidsbrud!'

Landbrug & Fødevarer tager skarpt afstand fra den ulovlige import:

"Det er forkasteligt, at landmænd og gartnerier importerer ulovlige sprøjtemidler. Det er helt afgørende, at vi i Danmark kun anvender godkendte pesticider. Når enkelte af vores medlemmer bryder reglerne, er det et tillidsbrud i forhold til kolleger, myndigheder og befolkningen, der med rette kan forvente, at vi kan dokumentere, at vores landbrugsproduktion er bæredygtig," siger viceformand Henrik Frandsen.

Afhængigt af politiets videre behandling af sagerne risikerer landmændene - foruden det retslige efterspil - økonomiske konsekvenser i form af støttereduktion, hvis reglerne om krydsoverensstemmelse kan påvises at være overtrådt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle