49 mio. kr. til dansk natur

Aage V. Jensens Naturfond uddelte i 2014 i alt 49 mio. kr. til naturbevarende projekter i Danmark. Regnskabsmæssigt var 2014 et lidt hårdt år, men modtagne gaver på 205 mio. kroner har givet positive tal.

Aage V. Jensens Naturfond er den største private besidder af naturarealer i Danmark og ejer 28 naturområder rundt omkring i landet. Fonden uddelte i alt 49 mio. kr. til naturbevarende projekter i 2014.

»Hvis man alene trækker de modtagne gaver på ca. 205 mio. kr. ud af årets resultat, viser det et umiddelbart underskud på ca. 43 mio. kr., men der skal tages hensyn til, at denne reducerede indtægt medfører ændringer i skat, så nettoresultatet bliver plus ca. 3 mio. kr.

Årets resultat er påvirket af, at fonden i 2014 havde nogle væsentlige ekstraordinære regnskabsmæssige udgifter bl.a i form af nedskrivninger på vore naturejendomme på ca. 43 mio. kr., hvilket skyldes tab af værdi, når vi f.eks. genopretter en sø på et tidligere inddæmmet areal,« skriver fondens formand, Leif Skov, i en mail til LandbrugsAvisen.

Årets resultat for fonden er opgjort til 161,4 mio. kr. Heri indgår modtagne gaver med et beløb på 204,5 mio. Fondens egenkapital opgøres til 849,1 mio. kr., og resultatet anses for tilfredsstillende.

100 mio. kr. til uddeling

Med det positive resultat har fonden afsat 100 mio. kr. til uddeling i 2015.

»Vores planer for 2015 er primært at støtte forskning og formidling, bl.a. på vores egne naturejendomme, samt at forbedre besøgsfaciliteterne på en række naturejendomme i håb om at kunne trække flere besøgende ud i naturen,« skriver Leif Skov yderligere.

Faktaboks

Aage V. Jensens fond

  • Aage V. Jensens Naturfond har som formål »At støtte naturens bevarelse og udvikling, samt de vilde dyrs beskyttelse.«
  • Fonden søger at opfylde sit formål ved at erhverve, eje og drive naturarealer og støtte genopretning og forskning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle