Agco: Valtra og Fendt under samme tag

Agco har på Agritechnica afsløret en kommende strategi for flere af koncernens brands.

Tidshorisonten er ikke lagt fast. Men det er sikkert, at mærkerne Fendt og Valtra i fremtiden vil være under samme tag hos forhandlere rundt om i Europa.

Den melding kom frem på et pressemøde hos Valtra, hvor LandbrugsAvisen var til stede. Her fortalte Rob Smith, vicepræsident hos Agco og administrerende direktør for Agco EAME, at man har vedtaget en to-brand-strategi for mærkerne Fendt og Valtra.

»Strategien er klar. Valtra vil blive et brand, der skal støtte Fendt blandt vores 1.500 forhandlere i Europa. Det er ikke noget, der sker i morgen eller i overmorgen. Og det er ikke noget, vi skal have tvunget igennem i en fart, men på sigt så vil Valtra og Fendt altså blive samlet hos de samme forhandlere,« fortæller Rob Smith.

Massey Ferguson på den anden side kommer til at stå alene som et selvstændigt brand hos forhandlerne. Agco udelukker dog langt fra, at en maskinforretning kan have flere udsalgssteder med forskellige brands i hver afdeling.

»Selvølgelig handler det ikke om ejeren af en maskinforretning - at man her kun må have ét mærke. Hvis en større virksomhed har flere udsalgssteder, så er der ingen ting til hindre for, at der sælges et brand i en butik og et andet mærke i en anden. Mærkerne er jo alle i familie med Agco,« slår Agcos øverste chef, Martin Richenhagen, fast.

De nærmere linjer i strategien er ikke lagt fast, ligesom overgangsperioden kan svinge afhængig af markederne.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle