Analytikere uenige om svineprisen

Jens Schjerning fra Agrocura går i rette med Demetras stifter, Svend Jørgen Jensen, der i sidste uge varslede faldende svinepriser.

I sidste årti stod de skulder ved skulder, da de igen og igen skulle forsvare deres forudsigelser om nedsmeltning af verdensøkonomien og lavere renter.

De to analytikere, Jens Schjerning fra Agrocura og Svend Jørgen Jensen fra Demetra, benytter begge teknisk analyse til at forudsige fremtidige bevægelser/trends inden for råvarer, renter, jordpriser og valuta.

Nu er enigheden for en stund hørt op - i hvert fald er Jens Schjerning faret i blækhuset på baggrund af de udmeldinger, som Svend Jørgen Jensen kom med i LandbrugsAvisen i sidste uge.

Udmeldinger som varslede fald i svineprisen fra det nuværende niveau ned til otte kroner, og en lang periode hvor prisen på svin vil være faldende.

Op på den lange bane

En periode med lavere priser på svin i mange år er Jens Schjerning lodret uenig med Svend Jørgen Jensen i.

»Jeg er uenig i, at der var en top i 2013. Der må være en total brist i Svend Jørgen Jensens data. Den lange cyklus på svin er først lige begyndt at pege opad. Vi skal ikke ned i pris igen, det har vi været siden midten af 80’erne,« siger Jens Schjerning.

Han henviser til analyser fra Agrocura, der viser, at de nominelle priser stiger de næste 10-15 år.

Europæisk svinemarked

i topform

Mens Jens Schjerning ikke kan finde den samme trend på den lange bane for svinepriserne, er han dog mere på bølgelængde med Svend Jørgen Jensens udmeldinger om svineprisernes retning på den kortere bane.

»Den korte cyklus på svin, som Svend Jørgen Jensen beskrev, er jeg enig med ham i. Men så snart denne vinterkorrektion er overstået, så kommer der to år med markante prisstigninger,« siger Jens Schjerning.

En af grundene til optimismen hos Jens Schjerning er, at svinepriserne i USA siden 2011 har brudt tidligere historiske toppe i 90 dollar og har rundet 130 dollar.

Samtidig har USA været begunstiget af hjælpepakker med obligationsopkøb, som har holdt dollaren nede. Opkøbene er stoppet med det resultat, at dollaren stiger.

»Hvis dollar går over 6,10 kroner, så udløser det et teknisk bundmønster, så dollaren har potentiale til at komme i minimum otte kroner. Sker det, så får vi et europæisk svinemarked i topform, fordi der er en klar sammenhæng mellem den danske svinenotering og dollaren.«

Faktaboks

Enige og uenige

  • Både Jens Schjerning og Svend Jørgen Jensen mener, at noteringen skal ned på den korte bane.
  • Derimod er de uenige om retningen på den lidt længere bane, hvor Jens Schjerning siger op, mens Svend Jørgen Jensen siger ned.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle