Ansat og svigersøn overtager avlscenter

Otte år gik der, før aftalen om et generationsskifte var på plads. Man kan næsten ikke komme for tidligt i gang, mener svineavler.

Om tre år er det slut. Senest ved udgangen af 2015 trækker Laurids Søndergaard sig helt ud af Munkbro Svineavl.

Selvom om han dermed klipper snoren til sit livsværk, er han glad ved tanken.

»Vi gamle skal slippe styringen, inden det er for sent. Om tre år er jeg 61. Hvis avlscentret stadig skal udvikle og forny sig, er det et godt tidspunkt, jeg trækker mig,« siger han.

Allerede som 50-årig tog han det første skridt til at finde ud af, hvem der skulle overtage avlscentret ved Holstebro. Og det var ikke en dag for tidligt, mener Laurids Søndergaard, der i dag er lykkelig for den lille spire, han såede hos sin driftsleder allerede i 2004.

»Den fordel det giver, at køber ved et generationsskifte kan overtage sælgers udskudte skat, er mere nødvendig end nogensinde. Uden den hjælp er det nærmest umuligt for unge mennesker at overtage et landbrug til 10-20 mio. kr.,« siger han.

Spottede driftsleder

Ingen af Laurids Søndergaards fire døtre ville overtage bedriften, og da han ingen sønner har, spottede han, at der var muligheder i hans daværende driftsleder, Christian Stokkendal.

Men det var først i 2007, at driftslederen for alvor var klar til en snak om at overtage ejendommen. Og i mellemtiden er en ny spiller kommet på banen.

Det er Jacob Skals, der havde arbejdet på en farm i Rumænien, som Laurids Søndergaard er medejer af.

»Jeg kunne se, at der også var muligheder i ham. Da han efter Rumænien tog arbejde hos mig her i Holstebro og giftede sig med en af mine døtre, havde jeg pludselig to friske unge mennesker, der kunne indgå i et generationsskifte,« forklarer Laurids Søndergaard.

Og sådan blev det. Christian Stokkendal og Jacob Skals faldt hurtigt i hak og så fordelene ved at overtage ejendommen sammen.

»Egentlig er vi vidt forskellige, men det er kun små ting, vi ikke er enige om. Jeg ser det kun som en styrke, at vi er to, der kan bruge hinanden som sparringspartnere og skal blive enige,« siger Jacob, mens Christian nikker.

Aktieselskab ejer dyrene

Til at planlægge generationsskiftet fik de hjælp af Chresten Nørgaard Jensen og Palle Høj, der er økonomikonsulenter i Heden & Fjorden.

Generationsskiftet er skruet sådan sammen, at Christian og Jacob har købt Munkbro Svineavls to ejendomme med bygninger samt 110 hektar. Desuden ejer de hver en tredjedel af aktierne i et A/S, der ejer dyrene. Den sidste tredjedel af aktierne ejer Laurids i en periode, som det er aftalt højst skal løbe tre år mere.

Prisen er blevet fastsat af en uvildig rådgiver.

Aftalen om at generationsskifte avlscentret betyder, at Jacob og Christian har overtaget udskudt skat for seks mio. kr. Selvom de begge to lagde en ret stor udbetaling, kunne de ikke have overtaget bedriften uden fordelen af at overtage sælgers udskudte skat.

»Det betød, at vi skulle låne seks mio. kr. mindre. På sigt hæfter vi selvfølgelig for den udskudte skat. Men det giver os mulighed for at investere et pænt beløb i bedriften allerede fra start,« forklarer Christian Stokkendal.

Betingelse: Udvidelse

En af Christians og Jacobs betingelser for at overtage bedriften var nemlig, at de kunne få en miljøgodkendelse til at udvide bedriften fra 550 til 1.650 søer, som de anser for en bæredygtig størrelse. Men det holdt hårdt med at få godkendelsen.

»Det tog næsten tre år at få miljøgodkendelsen, hvor vi gik og ventede og måtte ændre projektet flere gange undervejs. Den proces var faktisk værre end at få generationsskiftet på plads,« siger Jacob Skals.

At Laurids har ladet en del kapital stå i aktieselskabet, ser ingen af parterne som en ulempe. Tværtimod.

»Jeg mener, at det er del af løsningsmodellen, som har gjort det lettere at få generationsskiftet til at falde i hak. Det betyder selvfølgelig, at det tager lidt længere tid, før jeg er helt ude. Men jeg tror, at mange flere sælgere skal indse, at de er nødt til at lade noget kapital stå i en periode, så de unge ikke skal begynde helt forfra,« siger Laurids Søndergaard.

At Laurids samtidig bevarer lidt føling med bedriften i en periode, har han det godt med. Og Christian og Jacob gør stor brug af både Laurids’ netværk og hans erfaring, der gør ham til en ideel sparringspartner, når der skal tages beslutninger.

Og sidst - men ikke mindst, så syntes Sparekassen Limfjorden (i dag fusioneret med Sparekassen Vendsyssel, red.), der står for finansieringen, rigtig godt om, at Laurids fortsætter i en periode sammen med de to unge, så hans erfaring kan være med til at sikre en solid start på de unges overtagelse af Munkbro Svineavl.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle