Arla vil købe sig til CO2-fri produkter

Arla åbner nu for at ’købe aflad’ i form af klimakompensation, indtil landmændene kan levere helt CO2-neutral mælk.

Hvorfor kommer Arla nu med et forsvar for at klimakompensere?

»Der er meget debat om det her lige nu, og hele området er utroligt komplekst. Det er vigtigt, at den kompleksitet ikke får os til at gå i stå og blive forskrækkede, for vi mener, at der er brug for at tage alle tiltag, vi kan, i brug på klimarejsen. Vi har mange initiativer i gang for at reducere vores CO2-påvirkning, men vi mener også, at det kan give mening at bruge klimakompensation som et værktøj«.

Hvordan vil I bruge det?

»Vores forbrugere er meget utålmodige omkring klimaet; det er vi alle. Flertallet af forbrugerne, 46 procent, siger, at de ønsker flere klimakompenserede produkter. Med klimakompensation kan du give forbrugerne fordelene af mange af de aktiviteter, vi laver, hurtigere. Globalt set er der brug for, at alle midler tages i brug. Der er nogle, der skal involvere sig i, at vi får bevaret skov og regnskab rundt omkring«.

Hvad vil det koste at få den slags produkter?

»Når vi arbejder med det her, vil det være en investering, vi laver, der skal lægge til værdien i produktet. Og så vil vi efterfølgende tage en dialog med kunderne om, hvad prisen på de produkter skal være. Jeg kan ikke sætte kroner og ører på, for det afhænger af projekterne, og af hvilken mælkevolumen vi er ude i«.

I Sverige har I en klimakompenseret økomælk. Kommer vi til at se det i Danmark?

»Man kan sige så meget, at vi har haft meget positive resultater på den lancering, vi havde i Sverige«.

Hvordan er det gået i Sverige?

»Økologien havde været faldende igennem et stykke tid, men det fald er cirka blevet halveret, efter vi lancerede et klimakonpenseret produkt. Så det er lykkedes os at gøre noget ved økologien og udviklingen i økologien i Sverige ved at gøre det her«.

I Sverige fik I meget kritik - og i Danmark måtte Naturmælk i foråret trække sin ’klimamælk’ tilbage. Området er ikke let?

»Naturmælks oplevelser viser, hvor komplekst området er. Vi har stor respekt for det arbejde, Jens Krogh laver. Når vi kommer til at kigge på det her, vil vi som i Sverige gøre meget ud af at få vores udregninger gjort grundige og verificeret af trejdepart. Og så skal det være meget tydeligt, at der er en udledning, og hvad man har kompenseret. Der skal være transparens, så forbrugerne ved, hvad de får«.

I vil købe kompensationerne i andre verdensdele. Hvorfor ikke købe i Danmark?

»Det vil vi også gerne, men lige nu findes der ikke ordninger, der er certificeret til den standard, vi ønsker at arbejde efter. Lige så snart der gør, skal vi være med«.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle