Biogas er nøglen til økologisk gødning

Økologer vil fra 2015 udfase brugen af konventionel gødning. Alternativet bliver biogasgylle på basis af energiafgrøder, forudser souchef Michael Tersbøl, Landscentret Økologi.

Biogas bliver nøglen til fremtiden, når økologisk landbrug fra 2015 begynder på at udfase brugen af de 70 kg N fra konventionelle brug, som det er tilladt at bruge i dag.

Det forudser souchef Michael Tersbøl, Landscentret Økologi, og han opfatter det som en fordel, at mange års debat og usikkerhed om den konventionelle husdyrgødning nu er endt med en beslutning, som kan sætte skub i en ny udvikling.

Økologisk Landsforening og Dansk Landbrugs Økologiudvalg har i enighed besluttet at indstille til Plantedirektoratet, at i 2022 skal dansk økologisk landbrug være uafhængig af konventionel gødning, altså om 14 år. Men udviklingen af alternativerne bør starte nu, mener Michael Tersbøl.

"Der ligger en grundlæggende utroværdighed i, at økologiske planteavlere - som det er fuldt lovligt nu - modtager konventionel gødning. Hvordan kan man sige, at man dyrker økologisk, hvis man er afhængig af gylle fra konventionel svineproduktion," spørger han.

Portal til genanvendelse

Michael Tersbøl vurderer, at biogas i økologiens tjeneste ikke alene kan gøre den konventionelle gødning overflødig. Med biogas vil man også kunne forbedre både økonomien og næringsstofhusholdningen i økologisk planteavl - samt bidrage positivt til CO2-regnskabet og erhvervets miljøprofil.

Den økonomiske vurdering baserer sig dog på, at energiprisen hæves fra de nuværende 60 øre pr. kWh, hvilket ventes at ske i det kommende energiforlig.

Den vigtigste nyhed består i, at biogassen fortrinsvis skal produceres på basis af økologiske energiafgrøder såsom bælgplanter, kløvergræs og andre afgrøder, som både kan give en stor mængde tørstof og kvælstof. Husdyrgødning fra økologer kan også indgå, men er ikke nødvendig.

"Fællesanlæg for fem-ti økologiske bedrifter vil i de fleste tilfælde være mest økonomiske, og selv om kvægbrugere ikke har behov for at være med i et biogasanlæg, fordi de har kvælstof nok selv, kan det være en fordel for dem, fordi de jo ofte har overskud. Eksempelvis behøver en kornafgrøde efter kløvergræs jo ikke at få ekstra kvælstof," siger Michael Tersbøl.

"Man kan se biogasanlæggene som en portal til genanvendelse af næringsstoffer, ikke mindst fosfor og kali fra andre dele af samfundet. Eksempelvis slagteriaffald fra økologiske slagterier. Men vi kan også modtage biomasse fra naturarealer og enge, der er taget ud af drift. På den måde kan vi omdanne de flygtige næringsstoffer fra at være et problem i naturen til at være en ressource i landbruget."

Frem til 2022 vil konventionel husdyrgødning og afgrøder kunne indgå som en andel og lette indkøringen af biogasanlæggene.

Bedre sædskifte

Ude på de økologiske landbrug vil energi blive en ny afgrøde og biogasgyllen en ny form for handelsgødning, der med hensyn til indhold vil minde om biogasgylle fra kvægbrug.

I forhold til nudriften vil energiafgrøderne lægge beslag på en vis andel af jorden, men eftersom kvælstoffet kommer tilbage til de øvrige afgrøder, vil der i disse afgrøder kunne høstes betydelige merudbytter, fordi kvælstof oftest er den begrænsende faktor i eksempelvis korn på planteavlsbrug.

"Men energiafgrøderne vil desuden rumme den fordel, at man får et mere alsidigt sædskifte og dermed en større chance for at bekæmpe rodukrudt, som er et tiltagende problem," siger Michael Tersbøl.

Han ser frem til, at økologiske landmænd, forskere og relevante firmaer inden for biogas vil finde sammen i netværk, som - med mulig større fra landdistriktsmidlerne - kan få grundlagt de første demonstrationsanlæg. Hvis behovet skal dækkes, skal der stå mindst 50 økologiske biogasanlæg i 2015.

"Det har været et dogme, at husdyrene og marken hænger sammen i økologisk landbrug, men ved at bruge biogas kan den tid være forbi, og det er måske en fordel. Hvad angår jordens klima, vil det være en fordel, hvis der produceres færre husdyr," siger Michael Tersbøl.

smitt@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle