Brødre tjener godt på staldinventar

Klaus og Lasse Nielsen har etableret en succesfuld virksomhed med salg af inventar til kvægbrug.

Vi buldrer derudad!«

Klaus Nissens første kommentar er ganske rammende for udviklingen af firmaet Staldmæglerne A/S, som han ejer sammen med lillebror Lasse Nielsen.

Siden de overtog virksomheden fra faderen i 2006/2007 er ordremængden eksploderet, og regnskabets bundlinje vokser år for år. I 2019-regnskabet gik de forbi to millioner kroner i resultat efter skat.

»Det bliver efter alt at dømme bedre i år. Meget skal gå galt, hvis ikke vi løfter omsætningen fra 43 til 50 mio. kr. «, siger Klaus Nielsen med henvisning til regnskabsåret, som slutter 31. august.

Altid lagerførende

En af kernestrategierne for Klaus og Lasse Nielsens forretning er altid at have varer på lager. For, sagt med et drillende smil, er landmænd altid bagud, når de bestiller nyt inventar.

»De skulle bruge lågen i går, så en hurtig levering kan være afgørende for at indgå en handel«, fortæller Klaus Nielsen.

Under coronakrisen har det store lager vist sin værdi.

»Vi var ikke som andre hæmmet af, at fabrikkerne lukkede ned i Europa. Vi kunne stadig levere næsten dag-til-dag, så vi har ikke oplevet krise. Snarere tværtimod«, siger Klaus Nielsen.

Staldmæglerne blev startet af brødrenes far, og her var der kun brugt inventar på hylderne. Ved generationsskiftet i 2006/2007 blev nyt inventar føjet til produktkataloget, og i dag fordeler salget sig ca. 50/50 mellem brugt og nyt.

»Vi holder fast i det brugte inventar, fordi landmændene ofte har brug for stumper, som ellers kan være svære at finde«, forklarer Klaus Nielsen.

Fokus på velfærden

På det seneste er det især de eftergivelige vandmadrasser, som har skæppet godt i kassen. Indtil nu har de solgt 25.000 stk. af madrasserne, som landmændene roser for at give bedre liggeforhold for køerne.

Det varme vejr med risiko for varmestress har også givet et godt salg for en af årets nyheder: En cyklondrevet ventilator, som kan flytte meget luft med høj hastighed.

De mest simple produkter kan landmændene selv montere. Andre sættes op af montører fra et firma, som Staldmæglerne samarbejder med.

»Vi har også et godt samarbejde med konkurrenterne, når vi eksempelvis laver handler med malkerobotter«, fortæller Klaus Nielsen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle