Commander klar med 37 opdateringer

Den nye Commander-serie kommer i fire størrelser og med et nyt væskesystem tilpasset moderne traktorers vario-transmissioner.

Hardi åbnede for ordrer på de nye Commander-sprøjter i efteråret 2012, og lige nu er der så travlt med produktionen af dem på fabrikken i Nørre Alslev på Nordfalster, at der ansættes yderligere 45 medarbejdere.

Den nye Commander kommer i fire størrelser: 3.300, 4.500, 5.500 og 7.000 liters tankkapacitet, hvilket også udgør modelnavnene.

Mens de to mindste kun kan udstyres med Delta-, Force- og den luftassisterede Twin Force-bomme i arbejdsbredder op til 36 meter, vil de store modeller også kunne udstyres med den nye Terra Force-bom med arbejdsbredder fra 36 til 42 meter.

Lille venderadius

Trods den øgede tankstørrelse er det lykkedes Hardi at holde vægt og længde nede, og med SafeTrack varierer venderadiussen fra 6,0 og 6,2 meter for de to mindstes vedkommende til 9,0 meter for de to største.

De nye Commander-sprøjter kan betjenes via touchscreen-terminalen HC9500.

Væskesystem 'tænker' forud

Hele serien kommer med i alt 37 forbedringer og ændringer i forhold den 'gamle' Commander-serie.

De ligger i klar forlængelse af Hardis ambition om at levere enkle, driftsikre sprøjter med mest mulig 'sprøjtetid' og mindst muligt tidsforbrug til fyldning, indstilling og vedligehold.

Blandt de store nyheder er det nye væskesystem DynamicFluid4, der er udviklet til at matche moderne traktorers koblingsfrie transmissioner med hurtige ændringer af omdrejningstal og fremkørselshastighed.

Det består - meget forenklet - af to keramik-'nyrer', der drejer mod hinanden fra en helt lukket til en helt åben position.

Disse positioner styres af fire sensorer, der 20 gange i sekundet måler såvel pto-omdrejningerne som sprøjtetryk og -flow og via avancerede beregninger sammen med terminalens data lynhurtigt tilpasser sig kørselsforholdene og sørger for fuldt og korrekt tryk og dosering fra første meter efter en vending eller ved andre hastighedsændringer i selve sprøjtesporet.

De beregninger, der er lagt ind i DynamicFlyid4, gør, at systemet nærmest kan 'tænke' forud for en given trykændring ud fra sensorinputtene.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle