DC Holsted har fundet ekstra gear - 1.030 dyr slagtet på en enkelt dag

Nordeuropas største kreaturslagteri har nået fuld slagtekapacitet - og det ekstra, der er brug for under spidsbelastning.

DC Holsted har inden for de seneste tre uger sat to nye rekorder: På en enkelt dag formåede slagteriets medarbejdere at slagte 921 dyr uden overarbejde. Og på en anden dag nåede slagtningen - med overarbejde - op på 1.030 kreaturer svarende til 46 lastvognstræk med dyr.

»Det er gode tal for os, for de viser, at virksomheden har fundet det ekstra gear, der kan være behov for under særlige omstændigheder. Vi vidste, at gearet var der, men vi havde ikke aktiveret det endnu,« siger Finn Klostermann, der for netop et år siden afløste Lorenz Hansen som adm. direktør for DC Beef.

Ventelister er fortid

At øge slagtningen ud over de 900 dyr om dagen, som er normen på DC Holsted, stiller store krav til logistik, kølerumskapacitet m.v. Men det ekstra gear er et nødvendigt værktøj at have i baghånden, fordi der er sæsonmæssige udsving i leveringen af slagtedyr. Over året svinger leveringen til DC Beef fra cirka 5.500 til cirka 7.000 dyr om ugen.

»Landmænd skal ikke vente to-tre uger på at få afhentet deres dyr. For at kunne optimere deres forretning er de dybt afhængige af, at de kan få slagtet deres dyr, når de ønsker det. Det krav skal vi leve op til,« siger Finn Klostermann i sikker forventning om, at ventelister for levering af dyr nu er fortid.

Direktøren opdeler slagtedyrene i tre kategorier - nemlig slagtekalve, malkekvæg og dyr fra naturpleje, som primært er kødkvæg.

»Vores opgave består i at finde den bedste løsning for alle tre kategorier, hvad angår afsætning og pris til landmanden. Det er en meget sammensat opgave, men der er ingen tvivl om, at vi med DC Holsted i topform har langt bedre muligheder for at ramme kundernes ønsker og krav end tidligere,« siger Finn Klostermann.

»Det handler både om ensartethed og volumen, som alle kunder af kød efterspørger, men også afsætningen af biprodukter som blod, fedt, maver m.v. har vi bedre muligheder for at give en plads i værdikæden nu end tidligere.«

Gevinst på 60-80 øre

Den øgede effektivitet og de nye muligheder, som DC Holsted har medført, udløser ifølge direktøren en gevinst på 60-80 øre pr. kg - på den korte bane. For tiden trækker priserne på huder desværre den forkerte vej.

Men dertil vil han lægge forøgede værdier i kraft af, at kunderne efterspørger stadig mere differentierede fødevarer - eksempelvis gammeldags modnet højreb til hyggespisning i weekenden, mens hverdagene blandt andet dækkes ind med hakket oksekød, som DC Holsted producerer 300-350 ton af om ugen i toholdsskift 363 dage om året.

»Også hakkekød skal naturligvis være af højeste kvalitet, hvad angår friskhed, bakteriologi, fedthindhold m.v.,« siger Finn Klostermann.

Han påpeger, at ikke alene store kvægbrugere kan høste fordele af at levere dyr til DC Beef.

»Vi har også brug for landmanden med 20 ammekøer og 20 slagtekalve om året. Via konceptet Dansk Kødkvæg får han adgang til afsætning til priser, som han ellers vil have svært ved at opnå ad andre kanaler,« fastslår direktøren.

Faktaboks

DC Holsted

  • Europas mest moderne kreaturslagteri
  • Slagter ca. 900 dyr pr. uge - 110 dyr pr. time.
  • Udbener ca. 10.000 kvarte kroppe pr. uge.
  • Hakker 300 ton kød pr. uge
  • 380 medarbejdere

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle