Derfor satser giganterne på det tyske marked

Hundredevis af danske virksomheder søger mod Tyskland hvert år, og alene de fire andelsgiganter poster milliarder i forretninger i landet. Men hvorfor er Tyskland så interessant?

Det tyske marked er en mærkværdig størrelse. For DLG er det en ren guldgrube, for Danish Agro har det været en tung klods om benet det sidste år, Arla befinder sig lige nu i den sværeste prissituation i umindelige tider i landet, og Danish Crown har meldt ud, at de vil lægge færre kræfter dér i fremtiden. Tyskland er et marked, som alle de store andelsselskaber og stribevis af små og mellemstore danske virksomheder er i.

Ifølge Kirsten Vernon Kristiansen, seniorkonsulent for Afsætning, Ernæring & Markedsudvikling i Landbrug & Fødevarer, handler det især om markedets størrelse, når direktørerne for de store landmandsejede selskaber kaster store summer efter at eksportere eller starte afdelinger op umiddelbart syd for grænsen.

»Med et indbyggertal på over 82 millioner er der store omsætningsmuligheder, og hvis man kan få bare en lille andel af den befolkning, kan man få en gunstig indtjening. Det er i bund og grund et land med super potentiale,« siger hun og fortæller, at den tyske økonomi også er på vej op, og det skaber gode vilkår hos de danske virksomheder.

»Tyskerne er købelystne for tiden, og det ses i Tysklands konjunkturbarometer, hvordan virksomhederne i landet har positive forventninger til den fremtidige indtjening,« siger Kirsten Vernon Kristiansen.

 

Regeringen hjælper

Det viser sig også i statistikkerne, hvor eksporten til Tyskland de seneste 10 år har været stigende.

Den danske regering har samtidig lavet flere Tysklandsstrategier i de senere år, der skal gøre det lettere for danske virksomheder at komme ind i landet.

»Vi har jo ingen told og som sådan ingen handelsbarrierer, så det er en forholdsvis gnidningsfri proces at starte op i Tyskland. Generelt har Danmark et godt ry blandt tyskerne for gode, brandede produkter af høj kvalitet, som også kommer godt an hos den tyske forbruger, men naturligvis er kulturforståelse, og det at kunne kommunikere på tysk, stadig en vigtig faktor, når man handler med tyskere,« siger Kirsten Kristiansen.

Hård konkurrence

Et lignende indtryk har man også i Udenrigsministeriets eksportafdeling, der baner vejen for danske virksomheder, der vil ind på det tyske marked.

Her har der i de seneste år været en kraftig stigning i antallet af forespørgsler fra virksomheder, der vil ind og have en bid af kagen i Tyskland.

»Det er et nærmarked, der i høj grad ligner det danske. Og når det er så stort et marked, er mulighederne også blandt de største i verden. Samtidig er de tyske kunder meget loyale, så når du først er inde i varmen, er du virkelig inde,« siger Jan Larsen, sektorekspert i Udenrigsministeriet, der dog påpeger, at det ikke er så nemt, som det lyder.

»Konkurrencen er enormt hård. Tyskland har det hele selv, så det er ofte ikke noget nyt, man forsøger at få ind på markedet. Og man skal jo huske på, at Danmark ikke er det eneste land, der vil til Tyskland - det vil andre nabolande også, særligt de østlige lande, hvor omkostningerne er nogle helt andre.«

Faktaboks

Tyskland som handelspartner

  • Tyskland er Danmarks største eksportmarked, og der har historisk set altid været en stor samhandel. Det skyldes bl.a. den korte afstand til landet og, at de tyske forbrugere på mange måder ligner de danske. 
  • Den tyske landbrugssektor er enorm og består af mere end 285.000 gårde, der beskæftiger over en million mennesker og omsætter for 375 mia. kr. om året.
  • Den danske eksport til Tyskland har siden starten af 2000 været nedadgående, men er nu atter hastigt på vej op. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle