Udvidelse af minkfarm blev sat i stå, fordi kommunen ikke kan rette i kortet over vandoplande.
»Det er mærkeligt, der ikke er nogen, som kan tage en beslutning og få virkeligheden til at passe med stregerne på kortet!« Det mener Jacob Vestergård, Hindkjær ved Holstebro. Han venter på tredje år på miljøgodkendelse til at udvide sin minkfarm. Hans ansøgning handler om en udvidelse af den eksisterende besætning på 800 tæver til 1.500 tæver.
Kommunens godkendelse kom for snart et år siden, men en klage fra Danmarks Naturfredningsforening betyder, at udvidelsen nu ligger og venter på at blive behandlet i Natur- og Miljøklagenævnet. I forvejen havde der været 14 måneders ventetid, før Holstebro Kommune fik tid til at behandle sagen.
Vandets vej
Undervejs i processen accepterede kommunen, at bedriften ligger i vandoplandet til Venø Bugt i Limfjorden og ikke, som beskrivelsen i Miljøstyrelsens oversigt på jordbundsanalyser.dk, i vandoplandet til Nissum Fjord vest for gården.
For Jacob Vestergård betød ændringen, at han får lempeligere regler for udledning af næringsstoffer, hvis vandoplandet er Venø Bugt, hvor husdyrtrykket på ansøgningstidspunktet var lavere end husdyrtrykket i oplandet til Nissum Fjord.
»Men en kommune kan ikke bare ændre på en bedrifts placering i et vandopland. Så vil man åbne for, at kommunerne bare flytter bedrifter til et nabo-vandopland, hvor der er de mest fordelagtige regler,« argumenterer naturfredningsforeningen i sin klage over tilladelsen.
Samtidig medgiver foreningen, at det sikkert er rigtigt nok, at der er fejl i kortet, og at vandet fra Jacob Vestergårds ejendom altså løber mod nord.
»Det kan jeg jo selv se. Grøften løber den vej, og vandet havner i Limfjorden,« siger Jacob Vestergård.
Han henvender sig derfor til Statsforvaltningen i Nordjyllands Amt, som har leveret typografiske data til kortlægningen af vandoplande. Herfra henvises han til Naturstyrelsen, som er ansvarlig for de typografiske data i jordbrugsanalyser.dk. Herfra kommer efter tre måneders ventetid svaret, »at styrelsen ikke kan forholde sig til den konkrete sag, som verserer i klagenævnet.«
Jacob Vestergård er altså slået tilbage til start.
Imponeret
»Det er imponerende, at naturfredningsforeningen så enkelt kan stikke en kæp i hjulet for, at jeg kan udvide. Men i myndighedernes sagsbehandling har jeg hele tiden en fornemmelse af, at man forsøger at skubbe afgørelser og ansvar væk fra sig. Ingen tør sige: »Her skal skabet stå«. Der er jo ingen, der er uenige i den fysiske lov der siger, hvor vandet løber hen,« siger Jacob Vestergård
Samtidig peger han på, at dyretrykket i begge de to vandoplande er faldet de seneste år.
»Så jeg har udsigt til, at uanset om klagenævnet bestemmer, om jeg hører til det ene eller det andet vandopland, skal jeg følge de samme regler for udledning. Så har al sagsbehandlingen og ventetiden været omsonst,« siger han.
