DLBR: Konstruktiv kritik gør os bedre

Den konstruktive del af de seneste ugers kritik af rådgivningssystemet hilser formanden for de 22 DLBR-virksomheder, Uffe Bertelsen, velkommen.

»I alle brancher er der en top, der forlanger mere fremgang og udvikling. Dem skal vi lytte til, for det er kritikken, der gør os alle bedre«, siger Uffe Bertelsen, der også er direktør i LandboNord.

»Der er nogle landmænd på den øverste hylde, der efterspørger mere og andet, end det de får i dag. Den udfordring vil vi gøre alt for at leve op til. Hele landbruget har glæde af, at der er nogle, der går forrest. Men det er ikke rimeligt at sige, at der ikke sker noget i rådgivningen. Hele digitaliseringen udvikler sig hurtigt i både rådgivningen og landbruget«.

»Men det er rigtigt, at der uddannes for få agronomer med speciale i kvæg og svin. På landsplan er der i rådgivningen i runde tal 70 job inden for hver af de to sektorer, der jo begge har en kæmpe produktion. Og der har vi da i DLBR-systemet en udfordring med at tiltrække nye, dygtige folk. Vi skal virkelig have noget at byde på, for at få fat i dem, der er fagligt stærke og attraktive«, siger Uffe Bertelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle