Ekstra vicedirektør til Dansk Landbrug

Dansk Landbrug udvider bemandingen i sekretariatets ledelse ved at opslå en ny stilling som vicedirektør. Dermed vokser direktionen fra to til tre vicedirektører.

Personen i den nye stilling får ansvar for tal og regnskaber, dvs. sektor- og driftsøkonomi, statistik, finansiering, skat, uddannelses- og arbejdsmarkedsforhold, generelle rammevilkår samt WTO og EU's søjle et, dvs. den generelle landbrugsstøtte.

I samme forbindelse bliver opgaverne i sekretariatet fordelt påny i direktionen. Områderne klima og energi, som ventes at spille en stadig større rolle i fremtiden, vil således komme under vicedirektør Niels Peter Nørrings arbejdsområde, der desforuden omfatter miljø, natur, bioenergi, pesticider, økologi og EU's søjle to, landdistriktspolitik. Niels Peter Nørring er souschef i Dansk Landbrugs sekretariat og stedfortræder for direktøren, Carl Aage Dahl.

Den tredje vicedirektør, Heidi Alsing, har ansvaret for områderne medlems- og organisationsforhold, Familielandbrugssektionen, jura, Travel 2 Farm, koordinering af interne HR-funktioner samt koordinering af udvalgs- og sektionsbetjening.

Den seneste store ændring i sekretariatet skete ved fusionen mellem De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug i 2003. De nye ændringer og udvidelsen af direktionen begrundes i, at vægtningen og sammenhængen mellem forskellige politikområder har ændret sig. Det er for eksempel inden for natur og miljø, hvor klima- og bioenergipolitik har fået en mere fremtrædende plads.

I sekretariatet er det desuden besluttet, at der skal sættes flere ressourcer ind på bredere kontakt med politikere samt at sætte kræfter ind på personaleledelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle