EU-rabat dyrekøbt besparelse for danske landmænd

Ved Djursland Landboforenings generalforsamling 5. marts kom Hans Gæmelke i sin formandsberetning ind på den danske EU-rabat.

»Det danske kontingent til EU-budgettet bliver sænket med 950 mio. kroner med virkning fra 2014, men det er en dyrekøbt besparelse, for den koster nemlig os landmænd 1,4 mia. danske kroner, og det samlede regnestykke bliver derved 450 millioner kroner i netto MINDRE indtægter for vores lille land.

Det er jo en fuldstændig håbløs erhvervspolitik, som regeringen fører. At trække det økonomiske grundlag væk fra landbruget, når nu landbruget bidrager med så stor eksportværdi. Det kan ikke være rigtigt!«

Om vandplanerne sagde formanden bl.a.:

»Første del af indsatsen fra Landbrug & Fødevarer har hjulpet. Natur- og miljøklagenævnet erklærede 4. december statens vandplanvar ugyldige. Desværre har hverken klagenævn eller domstole taget stilling til indholdet af vandplanerne men kun forholdt sig til høringsprocessen. Det er Djursland Landboforenings holdning, at det samlede pres på landbruget i Grøn Vækst er for stort, og kompensationen er for dårlig. Landboforeningen har derfor besluttet at få afprøvet, om kravene i Grøn Vækst samlet set udgør et ekspropriativt indgreb over for den enkelte lodsejer. Landboforeningen har derfor støttet indgivelse af seks medlemmers stævninger mod den danske stat omkring dette spørgsmål.«

I sin beretning havde Hans Gæmelke også et afsnit om det voksende problem med kronvildt.

»Fra landbrugets side må vi stå fast på, at vi ikke kan acceptere mere kronvildt i Danmark. Det vil sige, at der skal skydes nogle flere dyr.«

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle