Alle pelsdyravlere ved, at om godt og vel fire uger skal minkene pelses, og frugterne af hele årets arbejde skal høstes. På trods af at det har været sådan i al den tid, der har været pelsdyravl i Danmark, er der hvert år nogle avlere, dette faktum kommer bag på.

Uanset om man skal pelse hjemme eller have pelset ude, er det afgørende, at der er gennemført en god forberedelse. Skal der pelses ude, sørger pelseriet som regel for at forberedelserne bliver gjort, men hjemme på farmen skal forholdene også klargøres til sortering og aflivning, så der kan leveres til pelseriet til tiden.

Skal der pelses hjemme, er en god forberedelse endnu mere vigtig. Tørrerum og specielt opbevaringsrum er dejligt store rum, hvor der kan opbevares mange skønne ting, og derfor er mange af disse rum også i dag mere eller mindre fyldt. Man skal allerede nu overveje, hvor tingene, der står i disse rum, skal opbevares igennem pelsningssæsonen.

Ligeledes skal man have alle maskiner fundet frem, og set efter om disse virker. Virker de ikke i dag, virker de heller ikke den dag pelsningen begynder, hvis ikke der bliver gjort noget ved dem. Mange pelsdyravlere kender situationen, hvor alt mandskab er mødt, de første mink er aflivet og så er der en maskine, der ikke virker. I værste fald en maskine, der er en del af flåprocessen, for så står alle folk stille. Problemet er mange tilfælde så stort, at man skal have fat i en montør fra det firma, der har leveret maskinen, og så render man i næste problem. For mange af ens kolleger har nemlig gjort samme fejl som én selv, hvorfor der er ventetid på montøren. Ikke langt tid, men nok til at det i forvejen lidt høje stressniveau i begyndelsen på en pelsningssæson bliver forstærket.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle