Fremstormende smågriseeksport til Polen er i fare for kraftig opbremsning

Eksporten af smågrise til Polen er en kæmpe succeshistorie, og Polen overhaler snart Tyskland som største aftager af danske smågrise. Seges Svineproduktion tror, eksporten af smågrise bremser kraftigt op i løbet af få år.

Tallene taler for sig selv.

Danske smågriseproducenter har i de senere år fået øjnene op for afsætningen af smågrise til Polen, der længe har stået i skyggen af den største aftager af de eftertragtede danske smågrise, Tyskland.

Mens den tyske import af danske smågrise allerede i 2013 rundede seks mio. styk, var Polen langt efter.

Det har ændret sig radikalt siden 2013, da polakkerne i stigende grad har kastet deres kærlighed på danske smågrise og fravalgt de hollandske smågrise, som tidligere var dominerende på det polske marked.

Plus på tre mio. grise på fire år

I 2013 var eksporten af danske smågrise til Polen på blot 2,58 mio. styk, men siden er der år for år lagt mellem 710.000 og 850.000 ekstra smågrise på transporterne fra danske stalde og opsamlingsstalde og kørt i retning mod Polen.

Til sammenligning toppede eksporten af smågrise til Tyskland i 2014 med 6,42 mio. styk - et tal, der langsomt er dalet ned til 6,32 mio. smågrise i 2017, og dermed er der udsigt til, at Polen i år kan gå hen og blive den største aftager af danske smågrise.

Midt i euforien over den danske eksportsucces af smågrise til Polen lurer sorte skyer i horisonten, der kan sætte en prop i yderligere ekspansion af smågrise til Polen.

Det er vurderingen hos Finn Udesen, chefkonsulent hos Seges Svineproduktion, der i 2016-2017 stod bag en større analyse af den polske svineproduktion.

»Afsætningen til Polen er gået forbavsende hurtigt op de seneste par år, men landets egenproduktion er også på vej op så jeg forventer ikke, at Polen vil aftage mange flere smågrise, end de gør nu. Eksporten vil måske gå op til seks-syv mio. smågrise i løbet af de næste par år, men så vil det flade ud og stagnere«, lyder vurderingen fra Finn Udesen.

Han ser en parallel til det polske marked i Kina.

»I Kina lukkede man for et par år siden masser af små producenter, som resulterede i en kraftig stigning i svinekødseksporten til Kina fra bl.a. Europa. Men kineserne har siden bygget nye, effektive svineproduktioner, som har gjort, at vi har set et kraftigt fald i eksporten af svinekød til landet. Det samme billede tegner sig i Polen med deres stigende egenproduktion. Det er nye, effektive soholdere, der kommer til, og dem kan vi i Danmark ikke konkurrere med«, siger han.

Udmeldingen bakkes op af de seneste EU-svinetællinger, der viser, at den polske bestand af avlsdyr på blot et år er steget omkring seks procent.

Maksimal eksport på 15 mio. smågrise

Finn Udesen forventer en maksimal eksport af danske smågrise i 2019/2020 på 15 mio. mod 13,7 mio. i 2017 og derefter et stabilt niveau.

På den baggrund opfordrer han svineproducenter, der kun har eksport af smågrise for øje, at overveje alternativer, enten ved i stigende grad at beholde grisene i Danmark og opfede dem eller finde alternative afsætningslande som Rumænien, Tjekkiet eller Italen.

»Jeg tror, det i fremtiden bliver for farligt kun at basere sin forretning på eksport af smågrise. Afrikansk Svinepest spøger, flere lande øger deres sohold, og vi så i 2014 og 2015 meget lave eksportpriser. Dem risikerer vi at se igen i 2019, fordi produktionen og produktiviteten er stigende både i Danmark og resten af Europa. Bare et par procents fremgang kan sætte markedet under pres«, siger Finn Udesen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle