En af de her dejlige junidage sad jeg og underviste en lille gut ude i en børnehave, da min mobiltelefon pludselig begyndte at vibrere i min lomme. Jeg kunne se, at det var et opkald fra mine forældre, så jeg tog telefonen.
Min mor var i røret, og hun fortalte, at min gamle farbror på 92 var forsvundet! Jeg havde drukket eftermiddagskaffe sammen med ham eftermiddagen før, og da var han frisk nok på alle måder. Men bare nogle få timer efter, at jeg var kørt hjem fra ham, havde han forladt sit hus og havde søgt natlogi hos min kusine, som bor tæt på ham. Det plejer han ikke at gøre, så det i sig selv var noget bekymrende.
Om morgenen efter skulle han gå hjem til sig selv, men så var det, at han i stedet havde tusset rundt og var blevet væk. Hold da op, hvor var vi alle sammen bekymrede, da han var væk! Min fantasi fejler ikke noget, når det handler om at forestille sig det værste. Og pyh, lidt hen på formiddagen blev han fundet i god behold. Han turde ikke gå hjem til sit hus, da han åbenbart havde haft nogle hallucinationer dér.
Han kom en tur på sygehuset. Han var konfus, han havde en urinvejsinfektion, som blev behandlet, men der var ikke ellers tegn på sygdom.
Fire dage senere ringede de fra sygehuset og sagde, at nu ville han blive sendt hjem. Han var stadig vældig forvirret og snakkede usammenhængende og forvrøvlet. Både min mor og jeg var paf over, at han skulle sendes hjem til sig selv sådan uden videre. På hospitalet foreslog de, at han kom hjem til mine forældre at bo - min mor er knap 80, min far 83, og de har i forvejen selv et og andet at slås med! Jeg spurgte, om der dog ikke var en aflastningsplads på et plejehjem, men nej, det var der ikke. Og han var ikke syg længere, så selvfølgelig kunne han komme hjem. Jeg vrissede noget om, at man næsten kunne blive fristet til at spænde ben for ham på vej ned ad trappen, så han kunne brække et ben og få lov til at blive på sygehuset, til der var fundet en betryggende plads til ham. Og i virkeligheden kan man næsten bedre klare sig selv med et skarpt hoved og et brækket ben end med friske ben og et forvirret hoved! Men der var ikke noget at gøre - ud skulle han og det straks!
Hjemmeplejen kigger til ham, men han er alene det meste af tiden, så han kan sagtens gå hjemmefra igen, hvis han pludselig bliver bange for et eller andet.
Kedelig historie den her! Når man har sådan en oplevelse, begynder man at spekulere over, hvorfor vi synes, at vi bor i et velfærdssamfund. Man mister tilliden til, at folk, der er svagelige, bliver varetaget anstændigt - min farbror er lige nu så forvirret, at han ikke selv kan bede om hjælp, og han er nok ikke den eneste, der har det sådan. Det er ikke velfærd!
