Helt urimelig pression fra NaturErhvervsstyrelsens side

Mange landmænd medsender i år nogle bemærkninger i deres ansøgning om enkeltbetaling omkring randzoner. Disse handler især om:

1. Den store usikkerhed om, hvorvidt der overhovedet kommer en kompensation,

2. Usikkerheden omkring udpegningen af, hvor randzonerne skal være,

3. Og om de manglende svar på anmodninger fra landmændene om ændringer i randzonekortet, som endnu ikke er behandlet i NaturErhvervsstyrelsen (NEST), og som derfor ikke er kommet tilbage til dem.

Det er derfor meget forståeligt og meget påkrævet, at rigtig mange landmænd skriver bemærkninger om disse punkter. Det er helt nødvendigt. Stort set alle bør gøre det. L&F's forbehold over for NEST er ikke nok, det kan ikke stå alene.

Nu har NEST imidlertid udsendt en meddelelse om, at hvis man tillader sig at skrive bemærkninger om randzoner i fælleskemaet, ja, så bliver man udtaget til manuel kontrol, med alt hvad deraf følger. Risiko for lang brevveksling med NEST, risiko for fysisk kontrol, risiko for forsinket udbetaling, risiko for ... Tilsyneladende alene med det formål at sprede frygt og dermed få landmændene til at indordne sig.

Det er en ganske urimelig optræden fra NESTs side. Det er afpresning af værste slags, og man skulle bestemt ikke tro, at en statsinstitution skulle kunne forfalde til noget sådant. NEST forsøger at knægte den enkeltes demokratiske ret til at give udtryk for sin frustration over det kaos, som hersker i NEST, og den store usikkerhed dette medfører hos den enkelte landmand. Og retten til at tage forbehold for konsekvenserne af alle de fejl, som NEST har lavet i denne sag. NEST skulle i stedet forsøge at bringe orden i deres eget hus, før de forsøger at intimidere den enkelte landmand ved at få ham til at frygte for udbetalingen af sin årlige støtte. Det at sprede frygt - og frygt for fremtiden - er et meget stærkt våben, som NEST skulle holde sig for gode til at benytte sig af.

Nu skriver NEST også, at de anerkender L&F's forbehold for deres egne medlemmer. Nuvel, nu er der jo mange, der ikke er medlemmer og alene af den grund ikke omfattet af L&F's forbehold, dernæst har myndighederne ikke tidligere villet acceptere denne type for organisationsforbehold.

NEST bør trække deres brev tilbage. Det er ikke rimeligt at spille med musklerne på den måde, det er bestemt ikke rimeligt at true den enkelte landmand med den slags sanktioner.

Efter vores opfattelse bør alle landmænd nu grundigt overveje, om ikke også de skulle skrive nogle bemærkninger om usikkerhederne i randzoneloven og forvirringen omkring administrationen af denne. Forvirringen og usikkerheden bliver større dag for dag.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle