Hold fast i din strategi trods høje proteinpriser

Af Christian Raun & Heinrich Lüllau, Syddansk Økologi

Prisen på økologisk protein er i det seneste år steget voldsomt. Det gælder især soja- og rapskager. Aktuelt er der desuden usikkerhed om mulige leverancer i det kommende år.

I den økologiske husdyrproduktion optimeres proteinforsyningen på baggrund af husdyrenes proteinbehov til kødtilvækst, mælk, foster, æg mv. Desuden optimeres der på, at proteinkilden har en stabil kvalitet.

For enmavede dyr optimeres desuden på aminosyrer. Sojaskrå er ofte af god og stabil kvalitet, hvilket er grunden til, at det bruges som proteinkilde.

Restbeløb

Spørgsmålet er nu, om der aktuelt skal bruges mindre proteinkraftfoder. Omkostninger til protein er kun en del af de samlede omkostninger i husdyrproduktionen. 40-50 pct. af omkostningerne ved mælkeproduktion er faste omkostninger, som ikke påvirkes af ændrede foderpriser.

En effektiv fodersammensætning skal derfor ses over længere sigt. Tager man f.eks. udgangspunkt i, at der fodres ca. 2 kg sojaskrå pr. ko pr. dag som et gennemsnit mellem sommer- og vinterfoderplan, vil dette svare til 730 kg sojaskrå pr. år pr. årsko. Ved en prisstigning på 2,5 kr. pr. kg svarer det til 1.825 kr. pr. årsko. Dette er naturligvis en væsentlig ekstra omkostning, men hvis mælkeydelsen og tilvæksten falder, kan det være bedre at ’betale’ for en lidt dyrere, men korrekt fodring.

Optimering

Det giver dog naturligvis mening at få optimeret proteinforsyningen, så der er ikke tildeles mere protein end nødvendigt. I perioder med høje indkøbspriser er det ekstra vigtigt, at foderplaner er effektive.

 

Tilpasning

Fremadrettet vil det sandsynligvis være attraktivt for økologer at være mindst muligt afhængig af proteinpriser og -leverancer.

Proteinafgrøder som lupiner, ærter og hestebønner kan for husdyrproducenter være attraktive at inddrage i egen markplan eller ved at lave dyrknings- og prisaftaler.

Her er det igen vigtigt, at der ikke laves drastiske beslutninger. For mælkeproducenten med en stor grovfoderandel i markplanen og resten i korn til opfodring i besætningen vil det sandsynligvis ikke være attraktivt at udskifte korn med proteinafgrøder.

Konklusionen

Hold fast i din strategi.

Tjek, om foderplanen kan optimeres for nogle dyregrupper.

Forsyningssikkerhed øges med aftaler eller egen avl.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle