Husdyrformidling Syd klar med krav til kunder

Selvjustitsen breder sig i landbruget kølvandet af den nye og stramme administration af mærkningsreglerne for kvæg, som Direktoratet for FødevareErhverv har indført efter en EF-dom i foråret.

Husdyrformidling Syd i Røde Kro har således nu indført en tro og love-erklæring, som mælkeproducenter skal skrive under på, hvis de vil være kunder i butikken.

Med en underskrift på erklæringen garanterer mælkeproducenterne, at de overholder alle regler om ind- beretning og registrering af de kalve, de får omsat via husdyrformidlingen.

"Erklæringen ligger nu på vores hjemmeside. De kunder, der tilmelder kalve til os, og som ikke vil være med til at underskrive erklæringen, må vi nok afvise fremover. Vi står jo i en situation, hvor vi selv risikerer økonomiske krav, vi ikke kan overskue, siger Frederik Clausen, indehaver af Husdyrformidling Syd.

"Vi beder dem jo faktisk kun skrive under på noget, de i forvejen har pligt til at gøre. Og dét med, a t køberen af kalvene risikerer at miste deres handyrpræmier, det er jo, som når én kører over for rødt, og det er ham bagved, der får bøden," siger Frederik Clausen.

Han tilføjer, at man mener, langt de fleste har orden i sagerne.

Frederik Clausen har sendt Husdyrformidling Syds nye tro- og love erklæring til gennemsyn på Landscentret, som umiddelbart har vurderet, at erklæringen holder vand, rent juridisk.

De mange ny aktiviteter skyldes, som LandbrugsAvisen skrev i sidste uge, at en dom afsagt ved EF-Domstolen i maj 2007 har fastslået, at kun kvæg, der har overholdt de veterinære regler i hele dyrets levetid, er berettiget til koblet præmie, såsom handyrpræmierne. Det kan betyde, at opdrættere af kalve kan komme til at betale for fejl begået af mælkeproducenter, som oprindeligt har skullet indberette kalvene.

"Så hvis det fremover viser sig, at vore kunder ikke har opfyldt reglerne om indberetning og registrering, kan de se frem til at få tilsendt regningen for det, siger Frederik Clausen.

Som LandbrugsAvisen skriver andetsteds i bladet er DLBR Slagtekalve allerede på banen med en aftale, som skal bruges mellem mælke- og kalveproducenter.

christensen@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle