Af Lone Andersen, viceformand i Landbrug & Fødevarer.
I maj i år blev den femte og foreløbig sidste danske nationalpark indviet, nemlig Kongernes Nordsjælland. Den har været undervejs i mange år, bl.a.fordi der har været betænkeligheder ved projektet fra en del lodsejeres side. Det er den samme betænkelighed, som vi har set i forbindelse med etableringen af de fire andre nationalparker. For som landmand må man selvfølgelig spørge sig selv, hvad det kommer til at betyde, hvis der kommer en nationalpark lige dér, hvor man bor og driver sit landbrug. Forhindrer det, at man også i fremtiden kan dyrke sine marker og udvikle sin husdyrproduktion?
Svaret er på papiret nej – en dansk nationalpark ændrer ikke i sig selv vilkårene. Men med betegnelsen Nationalpark kommer man uvilkårligt til at tænke på store områder med vild og uberørt natur. Det er dog slet ikke den type nationalpark, vi har i Danmark. De danske nationalparker handler nemlig ikke kun om natur. Ifølge lov om nationalparker er der 10 ligestillede formål med parkerne som bl.a. er at bevare og udvikle naturen, kulturlandskabet, friluftslivet, lokalsamfundet og herunder også erhvervslivet.
Unfair kritik
Det er ekstremt vigtigt at huske på, hvad den særlige danske nationalpark-variant står for, ikke mindst når nationalparkloven snart skal evalueres.
Der er så mange, som har travlt med at tale nationalparkerne ned, fordi de ikke er rene naturudviklingsområder. Det ærgrer mig gang på gang, for den kritik er ikke fair over for det grundlag, nationalparkerne bygger på, den er ikke fair over for de mange folk, som har engageret sig i arbejdet med at udvikle nationalparkerne, og den er slet ikke fair over for de lodsejere, som lægger jord til, fordi den skaber usikkerhed om nationalparkernes fremtid.
Tal parker op
Jeg synes i stedet, vi skal bruge kræfterne på at tale de fem nationalparker op. Fokusere på, hvad de kan og bidrager med i forhold til lovens samlede formål.
En af de store styrker ved parkerne er, at de hviler på frivillighed og lokal opbakning. Det betyder, at de mål, indsatser og tiltag, der bliver sat i gang i parkerne, afspejler de steder, hvor der er opnået enighed på tværs af forskellige interesser i nationalparkernes bestyrelser og med de berørte lodsejerne. Det er godt. Den lokale forankring og reelle frivillighed skærper lysten til at gøre en indsats. På den måde kan vi allerede nu se, at nationalparkerne er med til at sætte fokus på et områdes særlige karakter.
Frivillighed afgørende
Men ting tager tid, og en afgørende forudsætning for, at frivilligheden virker, er, at der er gensidig tillid mellem parterne. Det handler først og fremmest om, at man kan se, at de aftaler der bliver indgået, respekteres, både lokalt og nationalt.
Derfor er det min klare opfordring i forbindelse med evalueringen af loven, at der værnes om det grundlag, nationalparkerne hviler på, og at vi holder fast i denne særlige danske variant af nationalparker, holder fast i de 10 ligesidede formål og vigtigst af alt: holder fast i frivillighed og lokal opbakning. For hvis der ændres på nationalparkloven og de grundlæggende forudsætninger, vil der være tale om et tillidsbrud over for de landmænd, som har bidraget med deres ejendom og levebrød i nationalparkerne. Og det vil have konsekvenser, ikke kun for udviklingen af de danske nationalparker, men også for landbrugserhvervets generelle lyst til at indgå aftaler om natur- og miljøprojekter med myndighederne.
