Hygiejnen vigtig i forhold til MRSA

Tinna Urth er hygiejnesygeplejerske ved Statens Serum Institut, og hun giver her en forklaring på, hvorfor hygiejnen spiller en stor rolle i forhold til at undgå spredning af svine-MRSA til samfundet.

Et bredt politisk flertal har sagt god for Dan Jørgensens handlingsplan. I planen er der kommet yderligere hygiejnetiltag i staldene, og det roser man hos Rådgivningstjenesten om husdyr-MRSA ved Statens Serum Institut. Her har hygiejnesygeplejerske i mikrobiologi og infektionskontrol Tinna Urth kigget planen igennem, og hun er tilfreds med de nye hygiejnetiltag:

»Den nye handlingsplan er forbedret i forhold til hygiejne. Der er mange steder, man skal sætte ind i forhold til svine-MRSA, og hygiejne er bestemt et af stederne, hvor vi kan nedbringe smitterisikoen,« fortæller hun.

God hygiejne minimerer

smittespredning

Tinna Urth oplever, at mange landmænd er opmærksomme på at undgå smittespredningen. Hun mærker en stor interesse, når hun holder informationsmøder, for det er vigtigt med fokus på hygiejnen: »Vi ved, at vi kan fjerne bakterier fra hud med vand og sæbe. Hvis man går rundt ude i en stald, hvor der er så meget støv, så er det ikke kun hænderne, der bliver forurenet, det bliver håret, ansigtet arbejdstøjet også, derfor ser jeg en stor fordel ved, at man tager bad, inden man kører hjem, så kan man skylle alle forureningsbakterierne af sig. Det vil minimere den her spredning.«

Undgå spredningen til samfundet

Tinna Urth fortæller, at man fra sundhedsmyndighedernes side er meget opmærksomme på spredningen ud til samfundet. »Vi skal undgå, at folk bliver syge. Vi skal undgå, at der kommer alvorlige sygdomme af det her. Den her stafylokok er modstandsdygtig over for det antibiotikum, vi plejer at bruge, og som vi gerne vil fortsætte med at bruge, fordi det er supereffektivt, og der er ikke særlig mange bivirkninger.

Hvis det spredes ud fra stalden til samfundet, så er der pludselig folk der risikerer at gå rundt med stafylokokken og får infektion, og så er de sværere at behandle, for ingen mistænker, at folk ude i samfundet er smittet med en svinestafylokok. Hvis vi skal undgå, at folk, der i forvejen har et svækket immunforsvar, får alvorlige infektioner med den her MRSA, så er vi nødt til at bremse smittespredningen fra stalden og ud i samfundet,« påpeger hun.

Faktaboks

Rådgivningstjenesten om husdyr-MRSA er en tjeneste, hvor borgere og sundhedsfaglige kan få svar på spørgsmål om MRSA 398 (også kaldet svine-MRSA) ved at kontakte SSI’s rådgivningstjeneste.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle